Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
197
Og som den gamle Satyr, hvis Liv ender med Aarets:
Lad os vor Hymne ved Høstgildet sjunge,
Dristig og kaad,
Blandende Latter med Graad.
Smukt viste det forædlende i den Udvikling, som Heiberg
(Fig. 37) havde gennemgaaet, sig i hans Forsoning med
Hauch. Begge havde de trods al Strid og dens skarpe Former
bevaret en vis Sympati og Agtelse for hinanden, fra dengang
de for en Snes Aar siden mødtes i Paris og blev Venner.
Begge havde de et gensidigt Indtryk af alvorlig Stræben hos
den anden. Forsoningen kom da næsten naturnødvendig af sig
selv og var eller rettere blev, hvad en Forsoning bør være, en
gensidig „Forstaaelse".
Dens Form var, som det sømmede sig, kort og klar. Den
fremgaar af følgende Par Linier i et Brev af 28. Januar 1841
fra Heiberg til Hauch:
„Visselig er det med et „Ja", at jeg besvarer Deres
Spørgsmaal, om vi skulle glemme den gamle Strid. Og dog kunde jeg
for mit Vedkommende maaske med større Grund svare „Nej"
— thi jeg har allerede for længe siden skrevet det Hele i
Glemmebogen.....De erkender, at der har været Uret paa
Deres Side; modtag den samme Tilstaaelse fra mig, endskøndt
det forstaar sig af sig selv, thi i enhver Strid, som føres med
Heftighed, er der altid nogen Uret".....
Der er noget i disse Breve, der kunde minde om de to, vi
tidligere har omtalt, som veksledes henved tredive Aar tilforn
mellem Hauchs Farbroder, Overhofmarskal A.W.Hauch, og
Oehlenschläger. Ogsaa dér endte de to Breve med: „Skyldig.
Hauch" og „Skyldig. Oehlenschläger". Men Ordet „Skyldig"
indeholdt dengang saa langt fra en Undskyldning, at det
tværtimod var kort for Hovedet og selv blev Skyld i Striden.
Men i andre Henseender ligner de to Tilfælde hinanden: De
var begge en Strid mellem to brave Mænd, der endte med at
blive forsonede. I begge Tilfælde blev Parterne højrøstede,
saa at de kunde høres fra Gaden, og Forstaaelsen blev derefter
saa fuldstændig, at Hofmanden satte sig ud over Formen og
kun fulgte Hjertets Stemme. Overhofmarskallen hos Frederik
den 6te omfavnede den lidt uvorne, men varmt følende Digter,
der havde drevet Gæk med hans Embedsunderskrift.
Overkammerherren fra Tankens Søjlekapitæl gjorde det samme ved hans
Brodersøn, der nu var Digteren og i Hastighed havde anvendt
den lidt vel knappe Titel „Gadedreng".
Omarmingen foregik for aabne Vinduer i Mængdens Paa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
