Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
syn. Heiberg skrev en i høj Grad anerkendende Anmeldelse af
Hauchs 1841 udgivne Tragedie „Sven Grathe". Han gav
Anmeldelsen tillige den Form, som han vidste vilde være
Forfatteren den kæreste af alle, og som fint udviskede hvert Minde
om Nag. Han udtalte, at Hauch i dette Stykke endog overgik
Shakespeares Macbeth. Saa grundfæstet var endnu Heibergs
gamle Ry som Kritiker, at hermed var Hauchs Anseelse som
Digter fastslaaet. Hvert uvilligt Angreb paa ham var hermed
„afstumpet" og eengang for alle afvist. —
Samler vi, hvad vi her har set af Striden mellem Form
og Stof i Heibergs eget Indre, saa maa Udfaldet — saaledes
som det ytrede sig i hans Livssyn — siges at være, at Formen
havde besejret Stoffet, ophævet det, tilintetgjort det, saa at
Formen tilsidst stod ene tilbage som det blot tomme Begreb.
Under denne Selvspægelse var Udviklingen af hans Personlighed
foregaaet, og selv stod han da igen med kun dette trøstesløse,
vemodige Resultat.
Men ved Iagttagelsen af denne Udvikling har Betragteren
indvundet et betydningsfuldt Udbytte. Vi har her faaet et
værdifuldt Indblik i Forholdet mellem Personlighedens Vækst
og dens tilsvarende Livssyn. De dækker ikke fuldt hinanden.
Personligheden, Jeget ejer en Livsgnist i sig, der gør det
rigere, end selv dets skarpeste Seevne formaar at rumme og
udtrykke i dets Livssyn. Heiberg fastholdt og bevarede sit kolde,
klare, trøstesløse Syn paa Livet til sin Død. Men desuagtet
ejede hans Sind, hans af Forstanden udpantede Bo, endnu et
upaaagtet Sted med en uslukt Arneglød. Det var denne gemte
Indervarme, der ytrede sig i Forsoningen med Hauch og luede
op i hengiven gensidig Forstaaelse. Det var denne Mindets
Lavendelduft i hans sidste Digtning, denne lune Hygge i hans
Væsen, naar de tre Familjestykker i hans Hjem sent fejrede
Aftenfred, der maaske udgjorde hans Personligheds bedste
Bestanddel.
Forholdet imellem Heibergs Personlighed og Livssyn minder
om den Vækstform, der fremkommer, naar en Plantes
Topskud lider Skade. Ad kunstig Vej kan man forandre et Træ,
der af Naturen er bestemt til at have opskydende Krone, til at
sænke sine Grene som Hængeask og Taarepil. Paa et vist
Punkt i Heibergs Liv saaredes Topskudet i hans
Personlighed, saa at Haabet svandt ind og visnede, og dets nærende
Kræfter sænkede sig og gik med til Erindring. Det var fra nu
af, som om Lyset kom nedenfra. Derfor ændredes
Udødelig-hedstro til Erindring om en tidligere Tilværelse. Og selv
Tanken, Gud, var kun ret levende i Naturen og Historien, men
svandt foroven, alene med sig selv ind til det tomme Begreb.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
