Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
Staar du ensom og forladt
Som en Ravn paa vilden Hede,
Hæv dit Blik da mod det Blaa,
Da skal al din Sorg forgaa.
Han, som hører Hjortens Skrig,
Naar den langt fra Kilden vanker,
Han skal ogsaa høre dig.
Kast da bort de fejge Tanker!
Knæl og bed og dæmp din Graad!
Da har Smerten tabt sin Braad.
Dette Hauchs Syn paa Himlen stod i nær Forbindelse med
hans Virksomhed som Naturforsker. Til denne Videnskab følte
han sig dybt og inderlig knyttet, og ingen dansk Digter har med
saa megen Følelse og Forstaaelse som han prist den skønne
Lod at være „Naturens ædle Forsker". Han var selv en
begejstret Beundrer af Naturens Skønhed og Verdenshelets
Harmoni. Paa dette Omraade delte han Syn med sin elskede Lærer
Hans Christian Ørsted. Derfor har han ogsaa formaaet ved
dennes Død i faa Træk at give et levende Billed af den store
Naturkyndige og elskelige Lysseer:
Hvad ingen før har anet, det har hans Øje seet:
De Kræfter, der forbinde, hvad forhen syntes spredt,
Det skjulte Liv, der bæver i Jordens Ledemod,
De hemmeligste Gaader at løse han forstod.
Men skøndt hans Navn nu spredtes med Ros i Verden ud,
Saa gik han dog uskyldig som Barnet til sin Gud.
Og trofast var hans Hjerte, og ydmyg var hans Aand,
Og hvem han kunde hjælpe, dem rakte han en Haand.
Men skøndt Hauch saaledes delte Ørsteds Syn paa Naturens
Storhed og Skønhed, og skøndt han saa mesterligt som her
havde opfanget sin elskede Mesters mest betegnende Træk,
hans uskyldigt barnlige Glæde over Naturens Harmoni, saa
delte Hauch hverken Livssyn eller Sind med Ørsted. Dennes
milde harmoniske Opfattelse staar netop som en Modsætning
til Hauchs Kampklarhed overfor Livets Modgang. Den barnlige
Tillid er i Hauchs Livssyn kun en Bestanddel med og tjener
som støttende Stræbpille for hans himmelrejste Midtertaarn,
Hovedværnet mod Tilværelsens Stormløb.
Ganske det samme viser sig, naar man sammenligner
Hauchs Livssyn med en anden Nabobygning, Kirkens. Ogsaa
her viser sig en Lighed, der ved første Øjekast synes betydelig,
men dog viger for den langt større Modsætning mellem
Kirkens lille umyndige Barn og Hauchs djærve Frivillige, der
kampglad springer frem og ikke vil „svige sig selv". At Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
