Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204
kendt at iagttage og maale det fra tre forskellige Punkter,
„triangulere" det. Hauch har trianguleret sit eget Livssyn ved ogsaa
at stille sig — foruden paa Ørsteds Harmonis Stade og paa et
Punkt af Kristendommens Lære — tillige paa et tredie endnu
fjærnere Modsætningspunkt til sit eget Livssyn: Den blide,
bløde, vigende Selvopgivelses. Ingen har saa skønt og med saa
inderlig en Følelse som han skildret den betagende Lykke ved
at gemmes, glemmes, blive til Intet. Digtet findes i hans
„Lyriske Digte" 1861 og er skrevet, da han var omkring 70 Aar
gammel. Det er en Sang, der lægges Valdemar Atterdag i
Munden, og Hauch hefter for saa vidt ikke personligt for dens
Indhold. Men ingen, der læser den og mindes hans Løbebane,
kan tage fejl af, at disse Stemninger maa være gennemlevede
af ham selv, dybe Minder fra den Tid, da han selv for egen
Haand søgte Lykken ad denne Vej.
Jeg veed en Flod, jeg saa den kun i Drømme,
Dog vist jeg veed, at den paa Jord er til,
Bag Nattens Hal den skjuler sine Strømme,
Og næppe mærke vi dens Bølgespil.
Bag sorte Klipper vælde frem dens Vande.
I dunkle Dal, hvor blege Vidier gro,
Dens Bølger gaa mod ubekendte Lande,
Og Søvn og Glemsel i dens Haller bo.
Om tusind Sorger end Din Hu betynge,
Om giftig Klaffer følger Dig paa Vej,
Og selv om Morgenstjerner Dig besynge,
I Glemselsfloden dog det mærkes ej.
Og favre Flod, saa skænk Du mig en Bolig
Og dæk mit Hoved med Dit blege Net!
Skænk mig et Læ, hvor jeg kan slumre rolig,
Af Verdens bitre Sorger er jeg mæt.
Thi jeg har elsket, haabet, drømt og levet,
Og stridt og kæmpet, til min Lok blev graa.
Paa Smertens Torn har jeg mig blodig revet,
Paa Sorgens Veje lærte jeg at gaa.
Jeg veed det vist, Du kan min Smerte læge.
Mig Drømmen førte til de dunkle Træer,
Hvorunder Dine Vande sig bevæge,
Et gammelt Visdomsord jeg hørte der.
Om Sjælens Hjemve hvisked Nattens Vinde,
Som Vuggesang det klang i Dybets Skød:
„O sødt at dø, at glemme og hensvinde.
„Langt bedre dog, om aldrig Du var fød.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
