Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210
De rigeste Skatte han finder under Muld,
Hans Aand gennem Afgrunden vanker,
Han skænker dem til Verden, han lønnes ej med Guld,
Hans Løn er de evige Tanker.
Hauch var ifølge sin Natur og hele Udvikling anlagt til som
Digter at blive en Karakterskildrer. Sine Emner har han hentet
fra alle Tidsaldere — Oldtid, Middelalder, Nutid — og fra alle
Lande — Norge, Danmark, Island, Tyskland, Frankrig, Polen,
Italien, Østerland og Amerika. Med en Naturforskers
Grundighed har han søgt at være paalidelig, og med sin Omhu for
Læserens Vel har han søgt at være tydelig og ikke til at misforstaa.
Dette kunde stundum føre til Bredde og Malen med for stærke
Farver. Vi har seet, hvorledes baade Heiberg og
Genganger-brevenes Forfatter erklærede hans Don Juan for til Advarsel
malet saa sort, at alt bedaarende manglede, og at der kun stod
en modbydelig Knægt tilbage, som -helst i Tavshed burde være
anbragt, hvor han hørte hjemme.
Slige Mangler kommer ikke tilsyne i „Lyriske Digte", der
viser os Hauch selv, bag ved hans Romaner og Skuespil.
Selvfølgelig er han ogsaa i Digtene Iagttager og Karaktertegner.
Men næsten alle Portræterne gengiver Venner, hvor altsaa
Baggrunden er Hengivenhed og Beundring, og det Karakteristiske,
— for dem og Hauch — hvad han i dem har set. Dette
Venne-galleri er overordentlig smukt og tiltalende og viser som et
Spejlkabinet et Billed af Hauch selv. Hvad han mest seer og
beundrer er — som før bemærket — Fasthed, Trofasthed og
Renvilje. Sin Farbroder, Overhofmarskal Hauch tegner han
saaledes :
Du var en ædel og en udvalgt Aand,
Der aldrig hildedes i Sløvheds Lænke,
Du ejed end et bedre Ridderbaand
End det, som Dødelige kan bortskænke.
Saa hvil da sødt! og paa Din Bautasten
Skal ingen Smiger sine Mærker trykke,
Den stande skal som Du, saa fast og ren.
Og nøgen Sandhed være skal dens Smykke.
Sin Ungdomsven, Christian Lütken, der ligesom han var ansat
ved Sorø Akademi, gengiver han saaledes:
Aldrig nogen Aand jeg mødte
Mere fri og mere stærk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
