Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
209
Den næste Dag drev Hyrden sit Kvæg bag Bjærgets Top
Og leged paa sit Alpehorn. Da vaagned Hugi op.
Og Hyrden leged anden Gang, da smiled Hugi blidt:
„Nu hørte jeg de Toner, jeg tænkte paa saa tidt."
Og Hyrden leged tredje Gang, da Hugis Øje brast:
„Nu føier jeg tilvisse, jeg kommer hjem i Hast."
Under en hel anden Form kommer samme Tanke, Advarsel
mod at blive Guldets Slave, igen i hans smukke Afskedssang til
Akademisterne ved deres Bortrejse fra Sorø. Det er et varmt
følt Farvel til Egnen, Byen, Undervisning og Samliv i de
skønne fredelige Omgivelser, udtrykt i Hauchs malende, men
vemodsblandede Form; Vemod, ikke de Unges ved Afskeden,
men Hauchs ved at se dem drage ud i Verden. Hvor
betegnende er ikke blot et enkelt Tillægsord som dette i sidste Linie
af følgende:
Her eders Blik har vendt sig tidt tilbage
Og skuet Tidens underlige Gang,
Og her I grubled over Fremtids Dage,
Mens Haabet sang for Jer sin gamle Sang.
Ikke en eneste af de unge vilde falde paa at anvende eller ret
forstaa Ordet „gamle" i denne Forbindelse. De vilde sige:
Haa-bets unge eller glade, eller friske, muntre Sang. Gammel i
denne Sammenhæng maatte forekomme dem tungt og slæbende.
Men for Hauch stimler Minderne om Haabet og hvisker: Du
vil blive skuffet. Vemodigt kommer det da til at hedde „Haabets
gamle Sang".
Men noget kan han dog maaske endnu gøre for dem, at deres
Haab ikke for snart skal blive skuffet. En sidste Advarsel endnu
efter dem paa Vejen mod det fristende Guld. Næste Vers,
Slutningsverset, ender derfor saaledes:
Thi Guld og Sølv, dem skal I ikke sanke,
Dem har I aldrig lært at finde her.
Men Aandens Frugt, den indholdsrige Tanke,
Det er den Skat, der er os ene kær.
Endnu engang kommer det samme igen, udformet som en Slags
Trosbekendelse, i en Sang ved Naturforskermødet i København
(1860). Hverken ydre Ære eller Guld frister den sande
Naturforsker.
Naturens ædle Dyrker begærer ej den Krans,
Der falmer i Tidernes Vande;
Han agter kun og ønsker og søger den Glans,
Der lyser fra Evighedens Strande.
Bakkehus og Solbjerg. II 14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
