Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I den blussende Kind
Stred Du for Sandhed og Ret.
Og mangen Gang har Du trodset
Den faldende Regn
Og den iskoldtstormende Østvind.
Kun lidet agted Du den,
Og lidet den end koldere Vind
Fra Spotterens Læbe,
Naar det gjaldt at kæmpe for Menneskers Vel.
Ofte Du banked
Paa de Mægtiges Døre,
Ej for Dig selv, men for den,
Der uskyldig mod Vanheld stred.
Aldrig den Gang var Dig tung,
Der bragte den Trængende Hjælp,
Og tidt har Du vakt med et dristigt Ord
Af Søvn den slumrende Retfærd.
Havde Du levet i Tider,
Hvor det gjaldt
Med ubøjet Sind
At bøje sin Nakke for Staalet,
At besegle sit Ord med sit Hjerteblod,
At ofre sit Liv for den Elskedes Frelse,
Da var Du vandret til Graven
Med dristig Fod,
Og som Heltinde
Havde sildige Slægter Dig prist.
Ogsaa nu vil ej de Dig glemme,
Thi en ædel Digter,
Danmarks herligste,
Valgte Dig fremfor alle vort Lands
Guldlokkede Piger,
Og bandt sin Skæbne til Din.
Og længe stod Du ved hans Side,
Trofast med skærmende Blik,
Vaagende, værgende,
Kæmpende, aldrig hvilende,
Naar det gjaldt dine Elskedes Vel.
Men den, som ej mildner sit Ord,
Som ej bøjer sit Mod,
Som ej smigre forstaar,
Er besværlig tidt.
Thi Sandheds Sol er for stærk for den Svage,
Og Tusmørket elske vi mest,
Naar den langsomt besnærende Dæmring
Drager sit Slør
Over Himlens rødmende Kind.
Derfor miskendte Verden Dig,
Og Feighed svimled
Ved at skue det Mod,
Som den ej begreb.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
