Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
217
Enkelte dog forstode Dig,
Og de vide det vel,
At aldrig et troere Hjerte slog
I en Kvindes Bryst.
Men Eet jeg kender,
Som paa Jorden Du savned:
Et Blik af den valmubekransede Aand,
Den i sig selv hvilende,
Der lærte Stjernen at skinne med dæmpet Ildblik,
Med Mildhed og Fred-,
Fra dens højere Kres
Paa Tidens Veksel og Menneskets Vilkaar.
Derfor kom han, den sejrende Helt,
Smertens Betvinger,
Forfængelighedens Fjende,
Sandhedens strenge Ven,
At trykke sit Kys paa Din Læbe,
At række Dig sin snehvide Sejrskrans,
At ryste Støvet af Din Aands Vinger,
Og at svale Din ildfulde Sjæl
I Evighedens Bølger.
Et sidste af Hauchs Billeder, som vi endnu skulle dvæle ved,
er Billedet af ham selv. Med Rette siger han om sig, at han ikke
blev Vaarens lykkelige Sanger, eller Somrens endnu
lykkeligere.
Jeg blev henvist
Til den dunkle Egn
I Skyggen af den sildige Høst,
Hvor jeg lytted til Jordens Stemme,
Naar den sukker ved Midnat
Over sine visnede Børn
Og fylder Sjælen med Vemod,
Medens Stjernerne blinker i Vinden.
Derfor vendte sig Mange bort fra min Sang
Som fra Vinterstormens og Høstens Blæst.
Og ikke har Folket
I tætte Klynger
Lyttet til min Harpe,
Der aldrig bekranstes af Blomster.
Har jeg fremlokket Taarer i Nogens Øje,
Eller bragt hans Barm til at svulme,
Eller lært ham fra det visnede Jordliv
At hæve Blikket mod Himlen,
Lidet hørte jeg derom.
Thi sjælden har et Haandtryk,
Et venligt Blik,
End sjældnere en smeltet Menneskesjæl
Betalt mig for min Sang.
Et dog trøster mig:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
