Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
233
Men Døden er mere end Erindring, forklaret Erindring, Døden
er Liv, nyt bedre Liv. Se mod den modsatte Side, saa viger
Væggen, og Du seer ud til nyt Landskab, til Fremtidens Liv.
Overgangen hertil dannes af et af de skønneste og dybeste Vers,
Hauch har skrevet, et værdigt Modstykke til Oehlenschlägers
og Thorvaldsens klassiske Tydning af Natten, der svæver frem
med to Børn, Søvnen og Døden i sin Favn, hvilke
Oehlenschläger beskrev saaledes:
Det ene vaagner snart med Morgenrøden.
Det andet vaagner ej, thi det er Døden.
Hauchs er en Tydning af det nye Livssyn, den fortsatte
Udvikling. Det er samlet i det simple Udtryk for det første Syn,
der møder En, naar man i Dødens Hal vender Blikket fra
Jorderindringen ud mod det nye Liv der udenfor.
Se, Alfer leger under Rosens Tjørn!
Det er de mindste, lykkeligste Børn,
Hvis Blik jeg slukte, før de kunde se,
Hvis Mund jeg lukte, før de kunde le.
Myndig og munter sætter her Udviklingen — i fuld Forstaaelse
med Døden — over hele Jordelivet og lader de smaa Lykkelige
som Fjerboldte følge med, slippe forbi og flyve frejdigt videre
som Alfer.
Men Beskuerens Blik fanges og fyldes af alt det Mærkelige
og Uventede, han videre ser. I uendelige Rækker myldre de
frem, mødes de her og drage videre mod højere Liv. Ikke blot
alle Menneskeslægterne fra den graa Oldtid indtil Nutid; men
alle Naturens uklare Drømme og Indtryk, Sjælens og Aandens
Fostre, Digtekunstens skønneste Skikkelser, alle er de med.
Hauch kender nogle af dem igen lige fra
Barndomsstemnin-gerne mellem Fjældene i Hardanger, der flagre frem som
ufødte Fostre, blege Larver, som Taager mellem Liv, indtil
Shakespeares fasteste Billeder, der lyse som Stjerner.
Fuld af Videbegær synes Tilskueren at have spurgt „Dødens
Genius" ud om mere og mere; men beskedent svarer denne
ham:
Uden Ende løber Dødens Vej,
Ved fjærne Verdner selv den standser ej,
I Evighedens Ring den taber sig,
Og kun dens Indgang kan jeg vise Dig.
Intet Under, at Hauch efter saadant Syn og saadanne
Oplysninger maatte faa Lyst til at stige højere til Vejrs og øge sin
Viden ved Selvsyn lige op til Syvstjernen og Evighedskresen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
