Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
235
Men slig Broderskabsfølelse med den Højeste var som
enhver digterisk Beaandelse kun en forbigaaende Opløftelse. Der
kom andre, svagere Stunder, hvor den guddommelige
Indgivelse var standset, og den brave Mand, den sundt tænkende
Hædersmand i ham, havde Møje med at godtgøre sit
Broderskab blot med Digteren. For dette Hverdagssind tørrede
uvilkaarligt den beaandede Forstaaelse hen, blev ganske borte.
Han meddeler selv i sine „Erindringer" et inderlig vemodigt
Eksempel paa slig Fattigdom og dens Pinefuldhed. Det var
to Aar efter, i Marts 1835, da hans Datter Charlotte laa for
Døden. „Hun hviskede venligt til mig: „Sig mig en Trøst"!
Ak, jeg kunde i dette Øjeblik intet sige. Jeg trykkede hendes
Haand med et kærligt Faderblik og gik. Da jeg kom næste
Gang, behøvede hun ingen Trøst."
Der er over denne Beskrivelse et knugende Armodens Tryk,
der ikke viger, men næsten driver Spot med sig selv i den
teatralske Anvisning: „Med et kærligt Faderblik".
Fattigdommen svinder end ikke, naar der siden tilføjes: „Jeg besøgte efter
den kære Henfarnes Død ofte Kirkegaarden og satte paa hendes
Ligsten (uden at vide eller mindes, at David havde sagt det
samme om sin Søn): „Hun kommer ikke mer til os; men vi
komme til hende". — Det var knap engang den Trøst, som
daglig stod i „Adresseavisen", og som han efter dette Mønster
selv havde sat paa Vers over Kamma Rahbek:
„Vi sees igen! Den fromme Tanke trøster
Din Mand, din Slægt, din Ven, din Broder og din Søster."
Sidste Gang Udødelighedstroen bankede alvorligt paa i hans
Sind, var da han i Juli 1841 mistede sin Hustru. Samlivets
40 Aar rullede forbi hans indre Blik og fremkaldte ved Synet
af hende i de forskellige Aldere med deres fælles Præg, under
hver ny Form trofast at ville være ham til Glæde og Støtte, den
næsten naturnødvendige Virkning: Han saa hende som sin
gode Fylgje svæve forud og bad hende fremdeles følge ham
som en Skytsaand. „Og naar Døden isner dette Bryst, Salige!
bring mig til Naadens Trone".
Her mødtes endelig Oehlenschläger og Hauch i samme
Forstaaelse, ikke blot af den Dødes Værd, men ogsaa af Dødens
Væsen. Hauch bevarede ifølge sin Personligheds Natur sin
Opfattelse af Døden og uddybede den end yderligere med
Aarene. For Oehlenschläger derimod maatte ifølge hans
Personligheds Natur det modtagne stærke Indtryk vige med
Aarene og afløses af en — efter hans Synsmaade — beskednere
Opfattelse.
Thi den jordiske Mester — selv om han er Digterkonge —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
