Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242
vel fra mig for sidste Gang, og da jeg allerede var i Døren,
hørte jeg ham sige med ubeskrivelig blid, men fast, kraftig
Stemme: Gud være med Dem! Hils hjemme!
Jeg gik tilbage til ham og sagde: Farvel saalænge, Hauch!
Han gav mig igen Haanden og sagde: Jeg døer rolig. Jeg
har faaet meget arbejdet, og alle Mine ere forsørgede! Man
har været god imod mig. Jeg har ingen at klage over. Jeg vil
komme til at ligge ved Cestius’s Pyramide. Jeg vilde maaske
have foretrukket Bøgeskoven, men det er jo aldeles ligegyldigt,
hvor Legemet kastes hen. Gaa med Gud og hils
Danmark !
Dette er saa nær som muligt, hvad der blev sagt. Men hvad
jeg aldrig kan gengive, er Indtrykket, som jeg modtog af Blik,
Stemme og den hele Personlighed. Jeg var saa greben af det
Simple, Alvorlige og Storslaaede, at, da jeg kom udenfor,
syntes mig det hele store Rom lille i Sammenligning med denne
Mand paa hans Dødsleje."
12.
Den Vækst i Livssyn op efter, den Himmelstige fra Naturen
til Gud, som vi her har fulgt indenfor Digtekunstens Omraade
og søgt at skimte tillige som Personligheds Udviklingsformer,
manglede endnu et tydeligt øverste Trin, hvorfra Mennesket
kunde træde lige over til Gud. Den, der maaske havde været
nærmest herved, Heiberg, var bleven afbrudt, idet hans
Stræblinier, kun sammensatte af Form og Erkendelse, sank sammen
og ligesom skød ind i sig selv igen, ude af Stand til at kunne
bære fuld Menneskevægt op i denne Højde, hvor kun Begreb
kunde trives.
Hans Forsøg gik dog ikke derfor til Spilde. En yngre
Aands-beslægtet steg op til Taarnfladen, Arret, for hvor hans Forsøg
var bristet, og vovede sig derfra, vel udrustet, videre. Det var
Frederik Paludan-Muller. Han var som skabt hertil. Han var
Formens benaadede Sanger og Mester ligesom Heiberg, en
yngre Ven og beundret af denne. Han var derhos ifølge sin
Afstamning nær knyttet til det Kirkelige. Hans Fader (Fig. 42)
var Præst, blev senere Stiftprovst og Biskop. Hans Moder var
Præstedatter. Begge hans Forældre hørte til Slægter, der i
over halvandet Hundrede Aar havde beklædt Embedsstillinger
som Præster, Professorer eller Retskyndige. Der var, hvad
nedarvet Kultur og Tænksomhed angik, Race i ham.
Denne Racens indre Blyantstift i hans Væsen var endelig
yderligere spidset ved en egen Form for Modtagelighed, der
ytrede sig ikke blot i en gennem Slægtled vaagen Dannelse, lidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
