Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
241
Rom, den 28. Februar 1872.
„Jeg kommer nu fra Hauch. Allerede i Florens hørte jeg af
Landsmænd, at han var meget syg, og da jeg nu, straks efter
min Ankomst, aflagde et Besøg hos Familjen, var det mere for
at vise en skyldig Opmærksomhed og gøre Forespørgsel end i
Haab om at se ham, og egentlig heller ikke med Ønske om at
se Digteren ligge paa et smerteligt Dødsleje, maaske med næsten
udslukt Bevidsthed. Men det viste sig anderledes, end jeg havde
antaget. Vel venter man fra Dag til Dag hans Død; men skønt
han har ligget tilsengs siden Begyndelsen af Februar, døer han
ikke af nogen Sygdom, Livet forlader ham stille og langsomt,
og han veed det og ønsker kun Afgørelsen.
Fruen gik ud og spurgte, om han vilde se mig, og han
tillod det. Han var bleven meget mager og havde temmelig langt
Skæg, men han var tillige bleven, om jeg saa tør sige, smuk.
Hauch har aldrig, saa længe jeg har kendt ham, været en smuk
Mand; men nu er det, som om hans indre Væsen har faaet fuld
Magt over de ydre Træk og har idealiseret dem. Og næppe
vilde Nogen ved at se ham falde paa, at han er en Olding paa
over 80; han seer ud, som om han var 60. Der syntes mig
endnu at være saa megen Livskraft i ham, at jeg ikke kan tro,
at han vil faa sit Ønske opfyldt: At dø om en Dags Tid.
Han sagde: Jeg burde maaske ikke ladet Dem komme ind
og se noget Afskrækkende.
Jeg kunde med Sandhed forsikre ham, at det ikke var
Tilfældet, og han sagde: Det glæder mig. Jeg har altid troet, at det
maatte være stygt at se et Menneske ligge og dø.
Men hvorfor saa bestemt tale om at dø? Der kan jo være
Haab om lykkelige Aar endnu.
Skulde et Menneske, der lider som jeg og seer paa Livet som
jeg, ikke ønske at dø.
Føier De Smerter?
Nej, men jeg overlever mig selv, og det er det, som altid
har forfærdet mig. Legemet bliver mig en Byrde. Og det er
meget lettere at dø, end saa mange antager. Jeg veed, at jeg
har Udødeligheden i mig og skal gaa ind i et andet Liv. Det
veed jeg, det føler jeg med største Sikkerhed. Hils Alle i
Danmark !
Jeg sad med hans Haand i min, og ved de sidste Ord
trykkede han den, saa varmt og kraftigt som en Mand, der skulde
leve længe.
Fruen kom ind og antydede, det var bedst, at jeg gik, for at
han ikke skulde overanstrænge sig med at tale.
Jeg rejste mig, men da vi atter vare ene, sagde han: De gaar
Bakkehus og Solbjerg. II 16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
