Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
277
Skærsildens Bjerg eller hævede sig til Paradisets blændende
himmelske Højder, han holdt sig jævnt paa Jorden, til sin
Samtid i Danmark, trak dem alle frem, udvortes og indvortes, hver
en eneste frem, om de end som Ørentviste havde gemt sig i de
skønneste Blomsterkalke, frem for at skrifte den samme
Sandhed: Pjalte, ynkelige Størrelser saa godt som alle til Hobe.
Tage dem for Alvor? Nej, de kan kun tages og har kun Værd
fra den komiske Side.
Idet han saaledes gennem Latteren søgte at befri sig for
Graaden, gjorde han delvis, men ikke fuldt, den samme
Bevægelse som den første af de Personer, hvis indre Udvikling
vi har søgt at forstaa, Kamma Rahbek. Men hendes Latter var,
som det vil erindres, mere frisk og fribaaren, den var ikke
bitter og ironisk; hendes Latter var et glad indre Personligheds
Væld, der først og fremmest gjaldt hende selv, men saa ogsaa
sundt tvættede hende ren og fri, gjorde hende egnet til med
forynget Kraft at søge at udtrykke den guddommelige
Kærlighed. Selv om Paludan-Müller ikke kunde omskabe sin Natur
og naa saavidt, var han dog tydeligt nok paa Vej til samme
Maal. Der var endnu blot for meget af Ironiens Ætsen i hans
Latter. Humorens harmløse Væld, paa engang kildeklart og
nærende, rent og rensende, laa nogle faa Skridt fra hans Stade.
Det er muligt, at han kunde være naaet derhen, hvis Kamma
Rahbek havde været hans Alma. Men dette vilde i andre
Henseender havde været et farligt Vovestykke, en Forbindelse, der
maaske helt havde fjærnet ham fra Maalet. Paludan-Müllers
Alma var ikke en Kamma Rahbek, og deres Hjem blev ikke
et Bakkehus. Og dette var et Held for dem begge. Thi nu,
da vi have dem alle paa Afstand, kan vi forstaa, at det der var
det ejendommeligste ved Kamma Rahbek, hendes naturgroede
Frisyn, der kun ejede eet, Forvisningen om, at Gud er
Kærlighed, var for enkelt og forudgrebet, for eenspænderagtigt og
stangløst til at passe ret for et almindeligt menneskeligt
Tve-spand. Hun manglede fuldt Hold paa Rahbek og kunde heller
ikke have holdt en Paludan-Müller til den Stang, der manglede.
Hendes Livssyn var ligesom en Tilværelse for tidlig. Ved at
opfatte den alt sammenholdende Kraft ikke som Tyngde men
som Kærlighed, berøvede hun Tyngden sin Tynge og gjorde
den til blot bærende.
Dette hendes ubundne Frisyn ytrede sig hos hende personlig
som beskeden Fordringsløshed, der for hende uvilkaarlig blev
til en Egenskab ogsaa ved Kærligheden, der ligesom hendes
Blomsterpleje og Moderømhed intet krævede, men kun gav.
Den Vognstang, der manglede, var Respekt. Hun var for beske-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
