Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278
den, sand og ærlig til at ville sætte sig i Respekt hos Rahbek,
der først ret forstod hendes Værd, da hun var død. Og hun
savnede selv den behørige Respekt overfor den, hun ellers satte
saa højt, Mynster — Onkel Job — overfor Kirken og dens
Lære, der for hende kun gjaldt, saalangt den stemmede med
hendes Væsens Vished: Gud er Kærlighed.
Saa var hos den Hustru, Paludan-Müller flk, hendes Form
for Respekt og Respektløshed mere vel afpasset baade efter
Paludan-Müller og Kirken. Ganske respektløs for Verdens
Dom tog hun ham, da han skulde paa Hospitalet, hjem til
sig; plejede ham, til han blev rask og forstod, at hendes
Sjælepleje var den bedste af alle Kvinders, og derfor ægtede
hende; plejede ham derpaa et helt Liv igennem, som hun nu
plejede, og som det var bleven hendes Maade at pleje ham
paa: Alene i Hjemmet, ensformigt maaske, men retformigt, og
fremfor alt vel afpasset efter hans Væsens Natur.
Respekten manglede dog ikke i dette deres Samliv- Dets
Samdrægtighed beroede netop paa, at der var en Vognstang
imellem dem, et fælles Mellemværende, Respekten for det
kirkeligt Religiøse. Men Paludan-Müller var jo selv ukirkelig!
Netop derfor. Thi begge var de af mange Slægtleds usynlige
Baand tæt knyttede til Respekten for det Kirkelige, indenfor
hvilket saa mange af begge Slægters bedste Mænd havde
virket. De to Ægtefæller selv var hver især stærkt religiøst
anlagte, men med forskelligt Stade overfor det Kirkelige.
Samtalerne drejede sig hyppigst just herom. De blev en fælles
Afslibning, Hævden og Vigen i Anskuelser, en gensidig
Tankevægts Prøve af det elastiske Forhold mellem Kirkeligt og
Religiøst, en Undersøgelse af, hvor langt man naaede ind, til
man bag det fladklemte Kirkelige stødte paa det faste, egentlige
Religiøse, og ikke mindst, hvor det berettigede og personlige
Afkaldskrav og Højdemaal laa. Men alle disse Drøftelser i
Fællesskab udgjorde gyngende Bevægelser i Takt, sjælssunde,
frodige Muskelspil og Brystaanding under Samdrægtighedens
Travløb Side om Side. Det kirkeligt Religiøse stod som en
Vognstang dirrende og dog støt imellem dem, som
Fortids-Fremtids faste Fælleshold og Vejpeger. Hele denne Art
Underholdning blev til et Hjemmets Tyvesprog og dog Hjertetale,
glad Livsaligheds Kende — det blev den kære daglige Syssel
i de tos stille Samliv.
Man kan i „Adam Homo", trods Formens Festdække og
fornemme Afvisning af Uvedkommendes Indblik og Lytten,
alligevel høre som fra det fjerne Lyden af Samlivets Kørsel og
genfornemme Selernes Stramning og Spænding under Tvespan-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
