Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290
En Tid, da man bed Hovedet af Skammen,
Mens Æren blev beklikket og besmurt;
En Tid, da selvklog Dømmen, hul Bagtalen
Bestandig stopped Munden paa Moralen.
Det var umuligt andet, end at en saadan Tid maatte kaste sin
Skygge ogsaa over Adam Homo. Men dog, dens væsentligste
Virkning var at fremhæve netop ham.
Vel saas han stundom Tidens Svaghed dele ;
Men o! hvor staar han ædel i det Hele!
Hvor var han hævet over sine Tider
Just i Moralen! Hvor var der et Spor
Hos ham af Nid, Bagtalen, Rygtemord,
Af dette Hovmod, som Alverden rider,
Af denne Riven-ned til alle Sider?
Hvor var hans Virksomhed og Stræben stor!
Hvor var han ærlig! Hvor var han alvorlig,
Selv naar han alt imellem handled daarlig!
Ja, hvor kan han fordømmes? han, som ikke
Sig af med Dømmen og Fordømmen gav;
Han, som lod Pligten aldrig ganske ligge,
Om end han ej opfyldte helt dens Krav;
Han, i hvis vennehulde Smil og Blikke
Den gode Hensigt klart sig spejled af.
Han, som i Planer virked for sin Næste,
Og han, hvis Forsæt altid var det bedste!
Nej, en Natur af slig Elskværdighed
Umulig dog kan Helvede tilfalde.
Imellem Tidens Børn kun faa jeg veed,
Hvem i det hele jeg tør bedre kalde.
Skal han fordømmes, da fordømmes alle.
Og trøstig jeg den Paastand lægger ned:
At Adam Homo, Slægts og Venners Glæde,
I Himlens Herlighed nu tager Sæde.
Tilfreds med Forsvaret, men dog endnu urolig ved den
uhyggelige Straf, som Anklageren havde gjort Paastand paa,
skottede Adam Homo frygtsom over til Vægten. Tungen foroven
syntes ham fremdeles at staa lige, og hans eget Navn nede paa
Skaalen forekom ham at staa saa klart og blankt, at han blev
formelig glad ved at se derpaa. Men saa tog Djævelens Advokat
fat paa ny. Alt, hvad Modparten havde haft at sige, var kun
tomme Undskyldninger. Arvesynden var selvfølgelig ikke
noget, der kom den enkelte til gode, men tværtimod til Skade.
Det var Vaas derpaa at ville begrunde Skyldfrihed, den maatte
tværtimod lægges til Syndernes Portion. Den godtgjorde kun,
at Menneskeslægten hang sammen som Ærtehalm og var hips
som haps. Adam Homos Tid var ikke værre end andre. Fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
