Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
293
Men hvor kan Kærlighed man da forlange
I nogen høj Grad ? lød Defensors Svar:
En Tid der tager Følelsen til Fange,
Jo med det samme Varmen fra den ta’er;
Er Kærligheden bleven kold i mange,
Det paa den enkelte sin Virkning har,
Thi naar man i et koldt Rum sig befinder,
Den indre Varme jo nødvendigt svinder.
Og dog var ej hans Kærlighed et Nul.
Den ulmed altid, skøndt man ej tør maale
Den med hans Haab, der, stedse holdt ved Huld,
Frem af hans klare Øjne saaes at straale.
Hvert Skæbnens Slag hans Haab har kunnet taale,
Af Haabets Stjerner var hans Himmel fuld.
Ved Haabet leved han, bestedt i Nøden,
Og Haabet tog han med sig selv i Døden.
„Ja, det kan man se!" raabte Djævlens Advokat, idet han
haanlig pegede paa Adam Homo, hvis Rædsel nu var steget til
det højeste. „Nej, Kristen var han ikke, han er en Adams Søn
og maa nøjes med den Lov og det Maal, som gælder for
saadanne." — „Holdt!" raabte Forsvareren endnu engang.
Ej min Klient behøver at forsage,
Han higed mod Fuldkommenhedens Land.
Til Idealet appellerer han!
„Det kan jeg lide!" svarede Satans Advokat. „Han skal blive
dømt af sit eget Ideal. Men naar han nu faar det selv at se, er
jeg bange for, at han blot kommer fra Dynen i Halmen." Her
saa Anklageren op mod Himlen. Og Adam Homo, hvis Øje
fulgte hans, blev sit eget ideale Billed var, der viste ham som
fuldendt Væsen.
Endskøndt dets rene Skønhed fast ham blændte,
Han Billedet for sit dog straks erkendte.
Dets Træk vidunderligt hans Hjerte rørte,
Men for dets straalende Fuldkommenhed,
Der ham hans egen Usselhed afslørte,
Slog skamfuld og fortabt han Øjet ned.
Ej sin Forsvarers Ord han længer hørte,
De kun som tomme Lyd forbi ham gled,
Og ikke mer han selv modsige turde
Anklageren, der højt nu tog til Orde:
„Videre Forhandling er unødig, den klare Sandhed har spredt
hvert Blændværk, Tilstaaelsen af Skyld læses i den bange
Synders Blik. Jeg indlader nu hans Sag for Retfærds Domstol".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
