Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312
og hvoraf de bares, at alt Menneskeliv er Vækst, Del af en
fælles større Udvikling op imod Lyset, der afspejler sig og
gentager sig paany forfra i hvert enkelt Levende, Plante, Dyr,
Menneske. Ved dette Svar faar vort stillede Spørgsmaal — om
Personligheders Udvikling i Danmark, da Enevælden var ved
at ophøre — paa eengang sin højst nødvendige Begrænsning og
sin Udvidelse. Thi Personlighedens, Jegets Vækst, i hvert
enkelt Menneske har lige fra første Færd under skiftende ydre
Forhold væsentlig ytret sig paa samme Vis som den Dag i
Dag, og som den er foregaaet i dig og mig. Et Syn herpaa, et
Blik paa den lille Ledetraad, som enhver Voksen bærer i sig
selv, tydeliggør og forklarer i let forstaaelig Form, baade hvad
der hændte hint Slægtled og sker med os alle.
Thi enhver af os gennemgaar i den underlige Tilstand, hvori
vi befinder os, og som vi kalder „Livet", een og samme
Uddannelse. Fra den Stund vi seer Dagens Lys, ja allerede en
Stund forinden, begynde vi med fordringsfuldt at kræve og
gøre os gældende. Skøndt selv hjælpeløse give vi tydeligt
tilkende ved Uro, ved Skrig, at der er noget, vi vil, noget,
vi lyster. Hvad vil den lille Fyr? Have sin Trang tilfredsstillet,
faa Næring, Varme, Søvn og frit røre sine Lemmer. At opnaa
dette er Lyst, at hindres deri er Smerte. Endnu ubevidst
indøves den Spæde i denne Livets besynderlige Tveklang af Smerte
og Lyst, Sorg og Glæde. Men skøndt endnu kun ringe af
Væsen, er den Lille fra spæd af stor i eet: Sin ubegrænsede
Egenkærlighed, Selvets spirende Midtpunkt.
Trofast Omhu, der selv har drevet det videre end blot hertil,
hjælper offervilligt den hjælpeløse Spæde udover denne første
Tilstand, hvor den ellers vilde være fortabt. Som den moderlige
Jord selv fra Pol til Ækvator skærmer sine Spirer, saaledes
plejer kærlige Menneskehænder det spæde Kuld, som de kan
bedst, dækker dem i Skind mod Nord eller lægger de hvide
Negersmaa i Solen, at de kan sværtes til rette Mennesker. Men
fra Pol til Pol gentager sig ogsaa det samme, at den Spæde
siger Tak, og den Plejende faar sin Løn paa een og samme Vis.
Den Spæde — Spiren saa vel som Menneskebarnet — udfolder
sig og slaar en skønne Dag sit Øje op paa ny Vis.
Det Vækstens Under, der her er foregaaet i Barnet, kaldes
paa Dansk, at det nu kan „skønne". Et ypperligt, meget sigende
Udtryk, ligesom selve det Udtryk i Barnets Øje, det søger at
gengive. Thi ikke blot ligger der i det nye Blik, at Barnet
nu kan skelne sine Omgivelser, genkende sine Nærmeste! Men
i det Smil, der for første Gang oplyser Blikket og fra den
Dag mere og mere kan besjæle det, ligger en vaagnende Tak,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
