Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
319
skende „Religion". Bitterheden i et saadant Syn er skarpt
snærpet ind i et Udtryk som f. Eks. dette: „Det Hele gaar med
Guds Hjælp nok ad Helvede til."
I Menneskehedens store Udvikling foregik det første,
afgørende Fremskridt, da man under den fælles
Lys-Mørke-Behandling vovede sig til at drage den kække Slutning: Det er
ikke Mørket, men Lyset, der er „det Stærkeste". Med dette nye
Forstaaelsens Indblik i Tilværelsens Gaade sprængte
Menneskeheden i sin Vækst sit Fængsel. Menneskehedens Barn slog
solbelyst Øjet op og skønnede for første Gang med et Smil, takked
for Livet og Lyset.
Hvorledes gik dette til? Ganske som i vore Dage med det
enkelte Barn. Blot at Minuterne var Aarhundreder, og Vuggen
strakte sig fra Atlanter- til Stillehavet. Men Stuen var den
bedste i Huset, lun og lys, og den lykkelige Moder, Naturen, stod
selv straalende ved sin Spædes Leje.
Det var med andre Ord i de Egne paa Jorden, hvor
Betingelserne var gunstigt for Mennesketrivsel, for det milde
Velvære, der uformærkt og ligesom af sig selv glider over i
Gladsyn og Klarsyn. Midt over Jordens største Fastland —
Asien-Afrika med den lille Halvø Europa paa Ryggen — strækker sig
som bekendt en Række Dalfører langs rindende Ferskvand,
Floderne Nilen, Eufrat-Tigris, Indus, Ganges og de to store
Strømme i Kina. Den samlede Lejlighed var Jordens bedst forsynede
og bedst beliggende. Varmen var godt afpasset. Ikke den
skoldende Hede, som ved Ækvator. Heller ikke den isnende Kulde
som mod Nord, hvor man om Vinteren sad i Mørke og frøs.
Nej, lige til pas, saa at Dag og Nat Aaret rundt var næsten lige
lange, og man ude som inde kunde gaa halvnøgen.
Og hvilken Udsigt! Ikke blot paa de lyse Dage, hvor det
skarpe Sollys næsten dirrede af Klarhed. Men selv om Natten
fik Mørket ikke Lov til fuldt at raade. Langt hyppigere end
i de skytunge, mulmslørede Egne i Nord, svandt Dunsttæppet
her bort, og Øjet saa op i Himlens stjernesaaede,
diamant-smykkede blaa Hvælving, saa høj, saa dyb, et bundløst Hav,
blødt og vigende, uudsigeligt og højtidsfuldt som hele
Livsgaa-dens kongekronede Tydning. Og hver eneste Nat sejlede her
oppe, aldrig ens, men hver Nat forskellig, over det blaa Dyb
den straalende Maane. Tilsyneladende ganske nær, saa at
man kunde gribe den, og fra Tidernes Morgen rakt efter af
Millioner og atter Millioner smaa Barnehænder, men unaaelig,
blank, klar, kold og rolig. Og dog med et forstaaende Smil,
som et vinkende Menneskehaab. Ikke som i Nord, naar den
svandt ind med et indfaldent, forkymret Udtryk, eller som en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
