Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318
Gave. Ganske ligesaa hos et barnligt Folk. Hine, der frygtede
Mørkets Magter, søgte at stemme dem mildere ved at give dem
noget af det bedste, de selv ejede, enten en lækker Føde eller et
kært Vaaben. Sligt kaldtes et Offer. Men Overbringelsen af et
saadant Offer til de Usynlige krævede behørigt Kendskab til,
hvad og hvorledes de helst vilde have det, altsaa Kendskab til
den Fremgangsmaade, hvorved det maatte antages at
frembringe ypperst Virkning. Selvfølgelig valgte de hertil Mænd, hvis
Færd lod formode, at de havde særlig Forstand paa Sligt.
Herved opstod det første Præsteskab. Og indenfor dette
begyndte det Særpræg at udforme sig, der siden da har gentaget
sig hos ethvert Præsteskab hos de forskelligste Folk og herved
afsat dybe Mærker i Menneskehedens Historie. Selve Stillingen
medførte, at denne Stand kom til næsten med Nødvendighed i
sig at omfatte de forskelligste Bestanddele, der ikke sjældent
atter afspejlede sig i hvert enkelt Medlem af Standen. Mænd med
ren Vilje til efter bedste Evne at røgte deres Kald fik Fæller,
der mest lokkedes af Standens Anseelse og Fordele. Offerets
Anvendelse medførte en stor Fristelse til, naar det overbragtes
og anrettedes for den usynlige Stærke, at Præsterne selv spiste
med deraf for ligesom ved et Fællesmaaltid med den Stærke at
besegle det indtraadte Venskab. Og endelig fristede dette
Mellemforhold mellem Folket og Guden Præsterne til lidt efter lidt
at forveksle sig med denne og i hans Navn selv kræve Magten.
Troen paa Mørket som „det Stærkeste" har uden Tvivl holdt
sig meget længe som en af de vigtigste Drivfjedre til „Religion".
Som bekendt hersker den endnu hos mange halvvilde Folk.
Trods Forskel i ydre Skikke har dens Grundpræg altid været
eet og samme: Menneskets Forhold til „det Stærkeste" maa
være en stadig Frygt. Thi selv om „det Stærkeste" er lunefuldt
og for en Stund kan lade sig omstemme ved Ofre, er dets
Væsen dog ondt og vrangvilligt mod Mennesker.
Spor af Mørketroen har endnu holdt sig hos mange
fremskredne Folk. Saaledes f. Eks. rent udvortes i den gammeldags
Betegnelse for „Religion": „Gudsfrygt". Og som
Enkeltmands-Religion trives den endnu indenfor de mest forskelligartede
Samfund. Dens to mest tydelige Former er Troen paa, at
„det Stærkeste" er enten „Skæbnen" eller „Tilfældet".
„Skæbnen" er blind for Menneskets Ve og Vel, og Tilfældet spiller
lige glad blot „Plat og Krone" med Lys og Mørke. En egen
Mellemart udgør det ofte forekommende Mørksyn, der til Tider
kan overfalde enhver, men ogsaa kan bundfældes og fæstnes
som Tungsind, hvor Lyssynets Spirekraft er svundet ind til blot
afmægtig Selvironi under Vægten af Mørksynsrester i en her-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
