Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
243
ud end forventet. Det var ikke en Bekendelse, et klart Livssyn
eller en Given sig hen i et Højere. Det tændende
Handlings-Lyn, det Knik, der betød Viljens Fyr! var noget saa underligt
enkelt og simpelt, en legemlig Fornemmelse, en sjælelig
Ubetydelighed og slet ingen Aand: En kølig Rislen i Nakke og Ryg,
en varm Blodstrøm til eller fra Hjertet; af Sjæleligt kun i et
kløvet Nu et Blik, et Blink, eller lidt af en Melodi, nogle Ord
med eller uden Mening, der rummede: Fremad! Naar man
bagefter i Ro mindedes denne Viljens Farve, Handlingens
Frem-skudsform, undsaa man sig næsten for sig selv.
Paa saa lavt et Trin i den menneskelige Udviklingsrække
befinder Jeget sig altsaa endnu — trods Livssyn og Personlighed.
En Tanke som denne lærer ikke blot en Forfatter, men hvert
Menneske Ydmyghed. Et Lyssind glæder sig maaske over den
Rigdom af Fremskridts-Muligheder, som her aabnes Udsigt til
for den menneskelige Udvikling. Et Mørksind tænker: Hum!
En saadan uventet Standsning i Tankegangen virker ligesaa
forbløffende som paa en Rytter, der med eet føler sig liggende
paa Jorden, kastet af Hesten. I den korte Stund, inden han
indfanger den og paany er i Sadlen, seer han sig uvilkaarlig
omkring og søger at samle sig. Læseren og vi vil gøre det samme.
Hvor er egentlig hele Selskabet blevet af, som vi forhen
fulgtes med, Beboerne af Bakkehuset, dets Gæster og deres
Aandsbeslægtede ? De har ganske uformærkt og under
Indtrykket af de store Tanker, der fyldte os alle, stille skiftet Plads,
forladt deres tidligere Bolig — Bakkehus, Sorø, Fredensborg
eller hvor den nu var — og stille taget Stade paa Tilværelsens
Bakkeklint ud imod det store Hav, hvorfra de i Tavshed se
og lytte.
En underlig Samling Mennesker, som de spredt har anbragt
sig der. Mænd og Kvinder, mest Digtere, og et Par Kirkens
Mænd derimellem, som alle har dannet sig en ny, deres egen
Religion, og nu sidde betagne af, hvad de se og høre. Og det
gaar os som dem. Vi ænse ikke, hvor de nu har Plads, om det er
mellem Blomster, mellem gyngende Græsstraa eller blot mellem
smaa strittende Tankens Sig-selv-nokkes, ja vi agte knap paa
Ingemanns og Hauchs hvide Maageflugt oppe i Luften, alt er
os næsten ligegyldigt imod det Mægtige ud for os: Det
ubegrænsede Hav med dets rullende Bølger og Bruset og Brændingen i
Havstokken ved vor Fod. To og to komme de i Følge, langt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
