Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
344
derude fra, skumklædte i uendelig Række. Idet de naa Land,
rejse de sig endnu højere og synge med Brag deres tostemte,
øredøvende Sang: „Lys og Mørke, Lyst og Smerte, Liv og
Død." Det er hele Tilværelsen, der ruller ind imod os.
Dagen begynder at helde. Solen synker og kunde synes i
Skumringens Graa at sætte sit røde Segl paa den tungsindige
Livsforklaring, som Bruset dernede dæmpet, men vedblivende
gentager. — Er det muligt, er dette virkelig alt, Tilværelsens
sidste Svar paa det sidste af dens dunkle Spørgsmaal: Liv og
— Død. Med Spænding følge Tilskuerne den synkende Sol, i
hvis svindende Skær de spejde efter Varsel om Genkomst. Er
det ikke netop herom, den mæler? Eller nej, er det ikke selve
Himlen, der græder Blod?
Da lyder med eet en uventet Afbrydelse. Det er Kirkeklokken
inde fra Landsbyen bagved dem, der ringer Solnedgang. Den
gemte, glemte Kirke. Men hvilken „Kirke" er det egentlig, hvis
Klokke nu toner? Er det Kristendommens, det gamle strenge
Livssyn? Eller er det „Naturéns i Vækst fra Jorden mod Gud"?
Eller er det det nordiske blege, blide Lyssyns, de lyse Nætters
og Julens sommerfostrede, vintergemte Dagskærs? Eller er det
ikke naturligvis den Kirkes, som de hver især i sin nydannede
Religion i Tanken har bygt sig?
Ligegyldigt hvilken Kirke. Det er ikke en enkelt, men dem
alle, den eene i dem alle. Haabets Klokke, der vaktes til Klang,
da hver enkelt af disse Tilskuere saa Lyset. Lystrangens Haab,
der fulgte dem og endnu ved Livets Solnedgang peger trøstigt
videre.
Hvor denne Kirkeklokke dog lyder som en blødere, dybere,
mere livsvarm Tydning end Brusets dernede! Det er, som rullede
disse Klokketoner alle Bølgebrusets tre haarde Modsætninger
sammen, lagde dem til Side og Barnets Kind til Puden med de
moderligt beroligende Ord: „Sov roligt til imorgen! Der er kun
to omkring dig, Naturen, som nu ogsaa skal sove, og Jeg, Lysets
Fader, som vaager over dig". — Milde Ord, omtrent som de
lød for Grundtvig i Bakkehushaven:
Kirkeklokke! naar tilsidst du lyder
For mit Støv, skøndt det dig hører ej,
Meld da mine Kære, saa det fryder:
Han sov hen, som Sol i Høst gaar ned.
Denne Opfattelse, dette Natursyn og dets Løsen : „Aftenfred",
var Tværsummen i de mange nydannede Religioner i Danmark
omkring Aar 1840. Man kan gøre ligesom en haandgribelig
Prøve herpaa ved at se, hvorledes det gik en ung Mand, et Barn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
