Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
nærmeste hjemme, Lysten til, eller dog Drømmen om, at vove
noget lignende.
Under saadan Eventyrglans paa graa Himmel sled og slæbte
Peder Kierkegaard og Maren troligt videre Dag ud og Dag ind.
Det gjaldt jo Gaardens paalidelige Drift og om at skaffe Mad
til de mange Munde. Som rimeligt var, maatte enhver i
Flokken hjælpe med, saa snart han duede dertil. Den bitte Mikael
blev da ogsaa tidlig, som Skik og Brug var paa Egnen, sat
til at vogte Faarene ude paa Heden. Det var et haardt Arbejde.
Han var Dagen lang overladt til at klare sig selv, holde Styr
paa sine Undergivne, alt imens han selv ofte led Sult og Kulde,
og gennemblødt, forkommen og alene kunde synes at være
bundulykkelig, hjælpeløs, forladt af alle. Sligt knuger og
hærder, og kan forhærde indtil Sløvhed. Hos Mikael, der var
en tænksom Dreng, vakte det Livets de store Spørgsmaal:
Hvem var den styrende i alt, hvad der hændte i Verden, hvem
der fordelte Lykken? Han havde jo allerede inden for sin lille
Synskres tre Punkter til Sammenligning og dermed til
Eftertanke : Hjemmet, Morbror Niels’ Eventyrlykke i København og
saa han selv herude, gennemblødt, sulten og alene paa Heden.
Far og Mor og Skolelæreren sagde, at det var Gud Herren, der
styrede alt. Men havde de Ret heri? Og havde i saa Fald Han
deroppe Lov til at styre saaledes?
Der var Staal og Flint i disse Tanker, ulmende Oprørsglød.
Og en Dag slog de ud i lys Lue. Forpint, fortvivlet, overmandet
af sin Forladtheds Følelse stod han op paa en Sten, der laa i
Heden, løftede Øjne og Røst mod Himlen og „forbandede Gud
Herren, der, hvis han var til, kunde nænne at lade et
hjælpeløst, ulykkeligt Barn lide saaledes, uden at komme ham til
Hjælp".
Det har sikkert gyst i den lille, da han om Aftenen lagde
sig til Hvile, og maaske endnu mere Dagen efter, da han atter
var alene ude paa Heden, ved Tanken om, hvad Gud Herren
nu vilde gøre ved ham til Straf for, hvad han havde sagt til
ham. Men der skete intet. Solen stod og gik som sædvanlig,
Faarene nippede og sprang, Regnen sivede ned eller slog med
store Draaber, den vaade Lyng sjaskede og sled om hans bare
Fødder ganske som forhen. Da der stadig ikke indtraf noget
forfærdeligt, blev efterhaanden Tanken om hans Forbandelse
selv til noget underligt dunkelt og gemt, der laa næsten glemt
og dog truende bagest i hans Bevidsthed, ligesom en bidsk,
men døsig Lænkehund med halvtillukkede Øjne.
Han fik ogsaa nu saa meget andet at tænke paa. Thi
Lykkens Lyn slog ned i Hjemmet. Far havde talt med Mor og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
