Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
legenhed bevise, at selv det ringeste Menneske langt overgik
ham.
Var dette hele Udbyttet og Lønnen for at være saa stor en
Mand som Faderen! Denne Tanke overvældede ham. Han
fortvivlede ved det uløselige Spørgsmaal: Hvor laa Fejlen?
Hos Faderen, hos Kristendommen eller hos Gud? Men først
og fremmest, ingen maatte ane, hvad der nu brændte mest i
hans Sind og truede med at sprænge det i Afsind. Han blev
skjult, langt mere skjult end tilforn, hyllede sig i Vid,
Spilopper og munter Latter.
Og Faderen i sit Tungsind saa, at Sønnens Kræfter var ved
at glippe. Tungsindig anede han Muligheden af, at
Forbandelsens Dom ikke blot nærmede sig uafværget ham selv, men
ogsaa til Sønnen, der alene kæmpede mod en Fortvivlelsens
Vægt, han ikke kunde magte. Han ejede ikke noget yderligere
Opdragelses Middel til at yde ham Hjælp nu i denne Strid.
Mindst af alt turde han tale aabent til ham og ved at skrifte,
hvad der tyngede ham selv, fordoble Styrken af den Vægt, der
drog Sønnen mod Afgrunden.
Saa tav han da, søgte som Sønnen sin sidste spinkle Trøst i
Skjulthedens Dække. Hver i sit Skjul talte de tilsyneladende
fortroligt, venligt og oprømt sammen. Ingen skulde kunne se
andet, end at han var en værdig, betænksom Fader med lykkelig
Blanding af Fasthed og Vid, og Sønnen en lille munter lovende
Spilopmager. Kun en sjælden Gang kunde det hænde — skrev
Sønnen siden som voksen om en anden — at Faderen
standsede, stod for ham med sit sørgmodige Aasyn, betragtede
ham og sagde: „Stakkels Barn, Du gaar i en stille
Fortvivlelse." _
Den her givne Fremstilling af Forholdet mellem Fader og Søn
er sand, for saa vidt den stemmer med Søren Kierkegaards
senere Tilbageblik paa dette Forhold, svarer til, hvad vi veed og
tør slutte om Faderen, og bekræftes af enkelte af de nærmest
Staaendes almindelige Indtryk. Men den er eensidig og derfor
kun halv sand. Den hele Sandhed naas kun ved at gaa bag om
den og finde det manglende, der fuldstændiggør den.
Berettigelsen hertil fremgaar allerede af den almindelig
kendte menneskelige Tilbøjelighed til at forskyde tidligere
modtagne Indtryk. Alle Voksne kan gribe sig selv i de sædvanlige
usande Paastande: Da vi var Børn, var Somrene langt varmere,
Vintrene langt koldere end nu, Sneen laa længere, det stormede
stærkere dengang o. s. v. Lutter Fejlsyn, opstaaede ved, at et
enkelt stærkt Indtryk er bevaret og overført som almindeligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
