Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
hjemme hos ham selv var der nu trist. Hans Moder maatte
tilsidst bøje sig for det Nervestød, som Efterretningen om hendes
Søns Død alene i det fjærne havde forvoldt hende. Længe søgte
hun for sin Mands og Børnenes Skyld at holde sig opret; men
tilsidst maatte hun give efter og være syg. Efter et smertefuldt
fem Ugers Sygeleje af Nervefeber, hvor hendes eneste Datter
Petrea søgte at pleje hende paa det bedste, bukkede hun
endelig under og døde Natten mellem den 30. og 31. Juli 1834.
Dette var et haardt Slag for de efterlevende. Hjemmet
opløstes i Virkeligheden herved, idet det mistede sit milde
sammenholdende Midtpunkt. Især for den yngste og den ældste,
der ikke ved Rejser i aarevis havde lært at være skilt
hjemmefra, var Forandringen stor, og Tabet uopretteligt. Det var for
Søren Kierkegaard hans første og sidste Hjem, der hermed var
forbi; han vandt sig aldrig i sit senere Liv noget andet. Just ved
at miste det, lærte han at skatte det. Denne Moderens stille,
glade, beskedne, uselviske Kærlighedsgerning, der omfattede
alt, saa alt, taalte alt, paa sin Vis forstod alt, tilgav alt, just
fordi den gav alt, den stod nu i Savnets smertefulde Glimt saa
levende for ham. Som et venligt Blik havde den lyst Fred over
det hele, et mildt varmende, kærligt bødende Værn om
Hjemmets Inderste, Dag ud, Dag ind, fra Morgen til Aften, ukuet
af Nat og Mørke, og rede hver Morgen paa ny til som en
lys-vaagen Arneglød at tænde Fred og Glæde for alle.
Og nu var det forbi, dette uudsigelige. Han havde kun eet
Svar, Taarer. Og saa den fattige Trøst, at se til andres Hjem.
At gaa ud til Søsteren Petreas og se hende dødtræt efter at
have plejet den afdøde, kæmpe en trolig Kamp for at redde sit
eget Hjem som Værn for Mand og Børn. Eller til Martensens
Moder, hvor det var Sønnen, der manglede, høre nyt om ham
og meddele sit eget Tab. Om hans Besøg her har vi en kort,
men malende Beretning i Martensens: „Af mit Levned". „Min
Moder har gentagne Gange forsikret, at hun, der dog ikke
havde saa ringe Erfaring, aldrig i sit Liv har seet et Menneske
saa dybt bedrøvet som S. Kierkegaard ved sin Moders Død,
hvoraf hun mente at kunne slutte, at han maatte have et
ualmindeligt dybt Gemyt."
Han trængte i denne Stund til at græde ud, til at lindres
gennem Taarer. Thi det, der foregik med ham, var en brændende
Afskæring fra Moderomhu, fra Hjem, fra andre. Fordums
Forbindelse brændtes, savedes, ætsedes over, for at han kunde
blive til Selv, til den Enkelte. Nu var Turen til ham at finde
dette Selv, blive sig selv, stifte Hjem i dette Selv og som dets
egen Moder selv sørge for at tænde Lys og Varme. Hvor dybt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
