Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
denne sviende, søgende, selvskabende Trang greb ham, kan
sluttes allerede fra hans Naturanlæg, der æggede til
Selviagttagelse og Selvsysler. Og Omfanget og Styrken af denne
selv-fødende Trang maales maaske tydeligst af, hvad nye Tab og
Savn den kunde bære uden at forstyrres. Prøven blev stillet.
Thi med ustandselig Kraft fyrede Døden løs paa, hvad der
var Søren Kierkegaard kært. Det Hjertebaand, der nærmest,
men dog kun svagt, kunde lignes i Styrke med, hvad der
knyttede ham til Moderen, var hans Følelser for hans
Yndlings-søster Petrea. Ogsaa dette Baand blev revet over i dette Aar,
idet hun døde den 29. December 1834, efter et Par Uger
forinden at have født en Søn. Dette Dødsfald gjorde et meget
stærkt Indtryk paa Omgivelserne. Hendes Mand var utrøstelig
og ønskede blot at følge hende i Døden. Det saa virkelig ud til,
at dette vilde ske, idet han sygnede hen, saa at Mikael
Kierkegaard paa sin ejendommelige Maade kunde trøste ham med:
„Du har ikke langt igen." Der kan ikke være Tvivl om, at
Søren Kierkegaard, som de andre, store og smaa, har taget sig
dette Dødsfald meget nær. Det var den sidste, hos hvem han
havde Hjertehjem, uden Modkrav eller Betingelser. Men det
bitre Tab her synes under hans egne givne Forhold næsten at
have virket afsvalende, som Lufttrækket fra den sidste Livets
Dør, der blev smækket i efter ham.
Virkede saaledes Rækken af disse Dødsfald ophakkende,
men nydannende i den unges taarevædede, frugtbare Sind, saa
virkede de stivnende og forhærdende i den gamles, som
Nattefrost i Efterhøst. Ogsaa her medførte de Forandring, men til
Vinterkuldens Goldhed. Det gik ham som de store Træer, i
hvilke Vinterstormen med eet tager Tag. Ikke blot dukker sig og
suser den piskede Trætop; men stundum sukker det brudt og
knækket som overlastet Tungsind inde fra selve Stammens
saftfrosne Ved.
Rækken af Dødsfald skræmmede Mikael Kierkegaard op af
den korte Septemberdrøm, som de mange Beviser paa Herrens
Miskundhed havde fremkaldt hos ham. Med mandig Kraft søgte
han at bære disse Prøvelser. Alle er Herren en Død
skyldig. De unge overraskes ved Synet. Men de gamle har Aarene
som en Kurv paa Ryggen til at bære i Bundt Erfaringernes
Byrde. De første Dødsfald, Datteren Nicolines fra de fire smaa
Børn, ja selv Sønnen Niels’ Død alene i det Fjærne, tog han
endnu med behersket Ro og Septemberklarhed, selv om Dagene
begyndte at kortnes. Men Hustruens Død gjorde stærkt Indtryk
paa ham. Allerede Aarsagen, Sorgen over ikke at have kunnet
hjælpe sit Barn i det Fjærne, gik ham til Hjerte. Kunde hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
