Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
99
frem i selve Mestertyvfiguren. Man begynder allerede at blive
betænkelig og frygte for, at den skal gaa i Stykker, naar Søren
Kierkegaard afvejer, om Mestertyven dog ikke for „dristigt"
— som den nys henrettede Morder Søren Andersen Kagerup —
„og frimodigt tilstaar sin Forbrydelse og lider Straffen for den
som en Mand, der bliver sig bevidst at have levet Livet for en
Idé; og netop herved anerkender han Realiteten af en Ståt og
fornægter den ikke — som man muligen kunde sige — i sit
Liv." Men man føler hele Emnet sprænges, naar det med eet
paaheldes en saa ny og stærk Vin som Sammenstiller med —
Kristus. Det er Mestertyvens Martyrium „at føie sig
brændemærket i manges Øjne, altsaa misforstaaet (tragisk)". — „Det
mest ophøjede tragiske ligger uden Tvivl i at være misforstaaet.
Derfor er Kristi Levnet den højeste Tragedie, misforstaaet som
han er af Folket, Farisæerne, Disciplene, kort af alle, uagtet det
var de højeste Ideer, han vilde meddele." — Det forsonende
hos Mestertyven, det gode, som han i sin Skjulthed søger at
udtrykke i sit Liv. — Kristi Betydning ligger ikke i Læren,
men i Livet. „Han lærte ikke, at der var en Forløsning for
Menneskene; men han forløste Menneskene."
At et saa vældigt religiøst Sprængstof maatte splitte det
beskedne oprindelige Emne „Mestertyven", er givet. Der blev
aldrig noget Digt af det. Digteren selv splittedes som det.
Hvor langt bort Søren Kierkegaard selv sprængtes fra sin søgte
Samling og Enhed, kan ses af, hvor enkelte Dele af hans
sprængte selvsøgende Jeg faldt ned. Jaget af de teologiske
Spørgsmaals Sprængsats og blindt ført af milde, to Aar gamle
Erindringers betagende Magt, dengang da Vilhelm Lunds
Begejstring for sin Videnskab havde grebet ham, dalede
lyssmæg-tende Dele af hans Væsen ned i hans Vens fjærne lykkelige Bo.
Fjærnt ikke blot i Rum, men i Tid. Thi det laa før Syndefaldet
og hørte hjemme i Paradis, førend Gud havde behøvet at sende
sin Søn til Jorden, og Teologien derefter blev til. Under 22.
Novbr. 1834 nedskriver han pludselig følgende Hjertesuk:
„Det er vistnok kun faa Videnskaber, der skænker Mennesket
det rolige og glade Sind, som Naturvidenskaben. Han træder
ud i Naturen. Alt er ham bekendt, han har ligesom talt før med
Planter og Dyr. Han seer ikke blot den Nytte, Mennesket
har af dem (thi det er noget aldeles underordnet), men han
seer deres Betydenhed i det hele Universum. Han staar
ligesom Adam fordum, og alle Dyrene komme til ham, og han giver
dem Navne."
Gik end Digtet og Digteren tabt og dermed hans Samlen og
Finden sig selv ad denne Vej, saa udløstes dog paa denne Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
