Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
Friluft, bekom ham i legemlig Henseende fortræffeligt. Han
blev solbrændt og frisk. Men den vakte tillige to Livskilder i
ham, der blev hans blivende Eje, fordi de fuldt ud stemmede
med hans Væsen, hans indre Mødrenearv. Det var Glæden ved
at færdes forstaaende og medfølende mellem jævne Mennesker.
Og det var Glæden ved helt at give sig hen til Naturen, hvis
Tale var saa forskellig fra og dog fuldt saa dyb og betagende
som den menneskelige.
Opholdet i Kroen i Gilleleje, hvor han boede, tvang ham i
Kast med alleslags Folk, og hans Færden paa Landevejene
gjorde det samme. Overalt opdagede han, da han var kommen
lidt i Øvelse, at han her befandt sig over for en helt ny Verden,
hvad Ord og Tanker angik. Disse var ikke skolede som en
Latintime eller Forfatterlæsning, ikke i vedtagne Former for
Vid som i Studenterforeningen. Men de var stærke,
fritvoksende og livsvarme. Stundum kunde de, naar de var overgivne,
fuldt saa morsomt som de Lærdes slaa Smut over Logik og spille
Bold med Virkelighed. Han lærte Glæden og
Sundhedsfornem-melsen ved at dykke et tankeophedet Sind i dette Dyb. Han
glemte sig selv, og idet han tog Del i, hvad der bevægede dem,
han talte med, og for en Stund helt gik op i deres Bekymringer
og Velfærd, mærkede han til sin Forundring, at der samtidig
foregik en Forandring i ham selv. Det var saa langt fra, at det
at høre paa disse Folk, hjælpe dem med Raad og Daad eller blot
slaa en venlig Sladder af med dem, virkede trættende og
tyngende, at det tværtimod var forfriskende og befriende. Hver
Gang naar han vaagnede til sig selv igen, var det en styrket
Genfinden.
Søren Kierkegaard glemte aldrig disse Indtryk, som han her
første Gang ret bevidst havde modtaget. Til sin Død hentede den
Ensomme Forfriskning, Næring og Styrke ved hyppigt, om
muligt daglig, at sænke sig i Menneskevrimlen. Her glemte han
egen Sorg og Modgang over andres. Her flk hans Hjertetrang
til at vise Godhed ubemærket Afløb. Her friskedes hans Kind
og hans Sind ved Modersmaalets muntre Vift, som det kunde
fornemmes selv blot i en Skomagerdrengs glade Fløjten, en
Tjenestepiges rappe Svar, en Landsoldats solide Forsikring. Som
Ilt ved Indaanding strømmede alt dette ind i hans
Forfatterskab, lærte hans Tanke- og Skrivemaade at færdes paa Gaden,
forstaaelig og forstaaende snakke med Hvermand, hvad enten
det var en „Sjover", en Slagtersvend, Brandmajoren eller en
Fuglekonge og Justitsraad, men da heller ikke tabe Hovedet
eller opgive sin Fortovsret, om ogsaa hele „Systemet", ja selv
et Par Sandhedsvidner, gik modsat Vej. Fra dette rige, uud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
