Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
tømmelige Væld drog endelig de skjulteste Dele af ham selv
lønligt deres Næring. Herfra styrkedes hans Sejersforvisning,
læskedes hans Lyssind, Halvdelen, den brede
Undervands-Halvdel af hans Væsen, medens kun Tungsindet alene,
myndigt som hans Fader, indtog Hovedpladsen i Tankehjemmet
for oven, erklærede sig for Eneherre i baade hans Liv og hans
Skrifter og paastod, at hans glade Færden blandt Mængden var
blot Forstillelse. Thi dette var hans Væsens Hemmelighed, der
tog til med Aarene, men som han med al sin Selviagttagelse dog
aldrig fuldt blev klar over. Han bestod af to Naturer, hvoraf
den ene, Lyssindet, var den bærende og skjulte undervands,
som helst forholdt sig umiddelbart til det umiddelbare, var taus,
glad som en Fisk i Vandet og aandede med Gjæller. Den
anden Natur, Tungsindet, bares oppe, var synlig, tankedelte og
opløste alt, overvurderede sig selv, aandede med Lunger og
brugte Mund.
Søren Kierkegaards første Rejse paa egen Haand stillede
ham imidlertid ikke blot for første Gang ganske alene over for
stærke og afgørende Indtryk af det ham omgivende
Menneskeliv. Ganske paa lignende Maade aabnede denne Rejse hans Øje
og bevidste Følelse for den omgivende Natur. Han havde vel
fra Barn af i Sommerferien opholdt sig paa Landet, set baade
Mark og Skov og Sø, nydt Jordbærbedes, Stikkelsbærbuskes
og Kirsebærtræers forføreriske Tillokkelser, jaget efter Høns og
Ænder, og med en vis bange Ærbødighed set paa en Ko og en
Hest, selv om de var tøjrede. Han havde leget med dem, været
angst for dem, drømt om dem. Men nu var han voksen, legede
ikke mere som et Barn og var ikke længer bange for dem, brød
sig overhovedet ikke synderligt om dem.
Og dog, just nu ved daglig at færdes i disse Omgivelser, fik
han et nyt Syn paa dem. De var vokset som han, vilde ikke
længer leges med, men udveksle Indtryk, Stemninger,
Længsler, Følelser. Og hvilket vidunderligt Sprog talte de ikke, en
Slags Musik, udsat ikke blot i Toner men for Syn, for Lugt,
for hele ens sjælelige og legemlige Instrument. En Solnedgang
bag Grib Skov med Farveskær over Himmelhvælv, Skovkroner
og Esrumsøens stille guld-sølv-rødmende Perlemorsflade; —
eller omvendt, fra Gilbjerg at se ud over det ubegrænsede
Hav, mærke Stormens Tag, Bølgernes uendelige Række
væltende ind og bristende brydes af Kysten — det var hvert især
et Syn, mere storslaaet end noget menneskeligt Skuespil, et
levende Maleri, mod hvilket det ypperste Menneskeværk, i
Farver eller Bygning blev fattigt og ringe. Og selv det mindste
var stort, forløsende og forklarende, hvad der boede i En selv;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
