Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
143
var Orla Lehmann blevet juridisk Kandidat, havde studeret
videre i Berlin, var nu en lige søgt Studenter-Ordfører og
Sagførerfuldmægtig — og dog nu overvunden af ham, bleven den
lille ved Siden af ham i Debatten.
Og hvad dømte ikke hans egne om ham! Da hans Artikel
„Hjem gik den tapre Peter" havde staaet i „Den flyvende
Post", var Professor Poul Møller løbet efter Heiberg paa
Gaden for at takke ham derfor, „da det var det Bedste, der
havde været, siden „Den flyvende Post" var bleven politisk."
Poul Møller havde ikke kunnet indhente Heiberg, men truffet
Emil Boesen, „der sagde ham, at det var af mig". Og Poul
Møller var ikke ene om sin Dom. I „Statsvennen" for 5. Marts
1836 stod der trykt: at „Heiberg havde skrevet mange vittige
Ting, men aldrig noget saa vittigt, og at gamle Rahbek,
dersom han havde levet, vilde have sagt, at det var ubetaleligt."
Det var en Ros og Beundring der nok kunde stige en 22aarig
ung Mand til Hovedet. For at tøjle sin Forfængelighed undlod
Søren Kierkegaard da i længere Tid i sine Optegnelser at
anføre disse og lignende Beviser for, hvor megen Lykke hans
Foredrag i Studenterforeningen og hans Artikler havde gjort.
Ved Hjælp af sin skarpe Selviagttagelse opdagede han nemlig
Faren og holdt baade sig selv og sine Optegnelser under streng
Kommando. Ingen Uvedkommende skulde heller i disse kunne
opdage den Forfængelighed, han i Tide havde bekæmpet hos
sig selv. Men de smaa Karnailler var ligesaa udspekulerede
som den spekulative Tænker. Det varede ikke ret længe førend
begge to — baade Selviagttagelse og Forfængelighed — med
hinanden venligt i Haanden tog Sæde i ham selv og i hans
Optegnelser. Underfundigt havde de fundet hinanden under
hans Bevidsthed, og mildt kunde han da nu lade den
selvindsete, latterliggjorte Forfængelighed tage Plads og beskedent
lægge sine Pakker fra sig. Det lød saaledes: „Noget, som jeg
.....gerne vilde have føjet til, men som jeg udelod af en
latterlig Forfængelighed, kan jeg sige — da jeg nemlig
frygtede for ved at gøre det at blive anseet for for forfængelig —
er den Lykke saa vel hint Foredrag som Artiklerne gjorde,"
... osv. (de ovenanførte Oplysninger herom).
Alligevel var det maaske dog disse to — Selviagttagelse og
Forfængelighed — der netop reddede Søren Kierkegaard fra
den Fare, der nu truede ham. Den bestod i straks i
Begyndelsen af hans Bane at strande paa en Revle. Begge to ståk de
dybt, og hjalp med at lette ham over. Idet de loddede Grunden
— baade i ham selv og den han stod paa, — opdagede de begge,
at den var farlig og ikke værd at blive staaende paa, da dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
