Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
ikke svarede til hans indre Ærgerrighed og hans
Væsensdriv-kraft.
Men Faren var stor, just fordi Fristelsen til at forblive her
var stor. Som ved et Trylleslag havde han opdaget og udfoldet
Evner i sig, der i et Nu havde stillet ham i første Række og
tydeligt tegnet ham en vinkende Bane. Var det ikke en skøn
Opgave, svarende til hans Væsen, Synsmaade og Evner: Som
det enevældige og oplyste Kongedømmes Ridder at værne det
mod den fremstormende utaalmodige Hob? Var det ikke dette
Maal, som selve den guddommelige, højeste Autoritet, ved
samtidigt at tilsløre sig for hans Øje, stiltiende syntes at
anvise ham? Ved at vælge denne Kamp vilde han tilfredsstille
det Bedste i sig selv og være i Overensstemmelse med Tidens
Bedste, først og fremmest med sin Fader, med Mynster, med
Anders Sandøe Ørsted, med Heiberg og Poul Møller. De to
sidste opmuntrede ham jo ivrigt til at fortsætte. Og ærligt talt,
der var noget i denne Opgave, der svarede til ikke blot hans
Evner, men til hans hele Udvikling, hans Alsidighed og
Slagfærdighed, hans Trang til Bedrift og hans inderste Lyst:
Forrest i Spidsen for den gode Sag at sejre eller falde.
Var det ikke dette, han drømte om, da han paa Gilbjerg
bestemte sig til fremtidig at ville „handle" ? Det skulde ske „Gud
alene til Ære". Han skulde døve al personlig Forfængelighed,
og alene virke som aandelig Raadgiver og Læge for hele dette
menige Folk, som han nu havde lært at forstaa og at elske.
Netop dette tiltalte ham, ikke at gaa nogen Embedsvej, men
alene og af sig selv at stille sin Pen og sit Liv til Guds og
Kongens Tjeneste. Som Maagerne, der kredsede deroppe over
Kattegat, vilde han i let og dristig Flugt svinge sig i sit Hverv,
i fast Tillid til, at ikke en Spurv falder til Jorden uden den
himmelske Faders Vilje. Var ikke denne uselviske Opgave, hvori
den lille blev eet med det Store, hans Enkeltvæsens ukendte
Guddom eet med den højeste Guds Vilje, var det ikke den
harmoniske sejrsæle Livsgerning, hvortil han uden Tøven
havde viet sig og nu faaet Vinket om, at Stunden var kommen?
Og dog, der var noget i ham, der sagde Nej til alt dette og
bød ham ikke at lade sig fange. Hvad var det for en Kamp,
der her bødes ham, og hvad angik den? Hvad Erkendelsens
Evner og Tankens Taktik angik, veg han ikke for nogen. Men
dette formelt at overvinde Orla Lehmanner, en Liunge osv.,
gendrive Flertallets Adkomst til at styre, tabte ved at gentages
og blev tomt i Længden.
Ingen, ingen Modersjæl
Kan slaa tilgavns en Død ihjel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
