Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
155
end han ønskede og vilde. Den hele Rasetid synes at have
varet lidt over en Maaned, og Forandring at være indtraadt i
Begyndelsen af Juni. Den 6. Juni 1836 skriver han følgende
tilbageseende Optegnelse, der synes at forudsætte Afbrydelsen
af det vilde Liv og Bruddet med de farlige Venner som
allerede for nogen Tid siden foregaaet:
„Derfor er det nødvendigt for Mennesket at antage en Guds
Bistand for at forandre sig, ikke fordi det jo nok kan, uden at
dette gaar op i dets Bevidsthed, forandre sig; men saa er den
anden Afvej lige saa nær, at hovmode sig deraf. Tieck fortæller
en Historie ... om en Mand, der vænnede sig af med Drik,
men saa troede, at han var en Profet."
Denne Optegnelse giver et klart Indblik i Søren Kierkegaards
daværende religiøse Synsmaade. Man genkender
Gilleleje-Opfattelsen hos den nu allerede ret erfarne unge Skibsfører.
Skuden skal vendes.
Her er ikke Tale om Anger i kristelig Forstand. Kort og
ordknap Beslutning af „ham selv" paa Broen. Skuden skal
vendes. Kunde nok selv. Bedre „at antage" Guds Bistand.
Derfor: Hiv Trossen i Land forude! Bak med Maskinen!
Styrbord med Roret! Her er mandig Ro og Tillid til, at Gud
nok vil hjælpe, naar blot man i det afgørende Øjeblik selv
handler efter bedste Skøn og lader Gud om Resten. Og samme
trygge Fasthed kommer til Syne, da alt er klaret, og Kaptainen
efter Turen har taget sig en kort Landlov. Ikke Spor af
Selvbebrejdelse og Syndeklynken, men et glad, taknemligt Smil til
hele Tilværelsen, da han et Par Dage efter en kort Stund kan
strække sig i Ro paa Landjorden. Den 10. Juni 1836 tegner
han med naturtro Sandfærdighed følgende yndefulde Billed af
Datidens København og sig selv deri:
„En omvandrende Musikant paa en Slags Rørfløjte eller
Sligt (jeg kunde ikke se, hvad det var, da han var i en anden
Gaard) blæste Menuetten af Don Juan, og Apotekeren stødte
sin Medicin, og Pigen skurede i Gaarden, og Staldkarlen
striglede sin Hest, slog Striglen af mod Stenen, og fjærnt fra en
anden Kant af Byen lød en Rejemands Stemme, og de
mærkede intet, og Fløjtespilleren maaske heller ikke, og jeg følte
mig saa vel."
Men der var ikke Tid til at ligger her og dase. Han var jo
ude paa Togt efter Livsværdier og deres Indtryk. Han maatte
ud igen. Og intet laa jo her nærmere end omhyggeligt at
undersøge den Grund, han nys nær var sejlet fast paa.
Om dette Emne kresede fra nu af i lange Tider hans Tanke.
Hans Liv var jo fattigt paa større Begivenheder, og han var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
