Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
hans Redningsmand er den Greve, som hans Fader igen frelser
uden at vide det. Arien er et Udtryk for det dybe inderlige Liv
i Savoyardernes lille Kres midt i Livets støjende Larm.
Saadan gik det imidlertid kun til paa-Scenen, ikke i
Virkeligheden. Den Landstryger f. Eks., der fra Parkettet saa de to
Dage, han havde ogsaa sin egen Arie, men den gjorde ingen
Lykke i det inderlige Samlivs lille Kres, og skaffede ham
heller ingen Greve til Redningsmand, der igen blev hjulpen af
hans Fader. — Nu vel. Saa maatte Landstrygeren selv give
Greven, være tilfreds med sin egen Arie og være sin Fader
taknemlig for den Hjælp — han kunde have ydet.
Slig Rolle var imidlertid ikke let i Længden at spille. Og de
ydre Omstændigheder var ogsaa her Søren Kierkegaard
ugunstige. Just i den samme Tid anvistes der ham i Hjemmet og
i Familjen en anden mindre glorværdig Rolle, som „den
fortabte Søn". Hans ældre vellykkede Broder Peter, der var
bleven hjemme hos Faderen og i Januar 1836 havde disputeret for
Licentiatgraden i Teologi, holdt den 21. Oktober Bryllup med
Elise Marie Boisen, Datter af afdøde Biskop paa Lolland P. O.
Boisen. Det var et Ægteskab ret efter Faderens Ønske. Der
summede om Ægteparret af lutter teologiske Venner, ældre
Bekendte af Fædrene eller Sønnens Manuducenter. Mellem alle
disse maatte Søren Kierkegaard tage sig ud som en Hund i et
Spil Kegler. Selv om han mødte i en ny og moderne Kjole fra
Skrædder Künitzer — saa ny, at den endnu ikke var betalt —
saa maatte han dog synes mellem disse som den, der ikke
mødte i den rette Bryllupsklædning, han der var løben fra
Teologien. Som en vemodig Grundtone i Festglæden lød det
dæmpet, men deltagende fra Mund til Mund: „Søren, Søren,
hvad skal der dog blive af Søren!" Bekymret forstod de ældre,
at der kun var een Vej, at lade ham gaa videre ad Fortabelsens
Vej, indtil han derude i det Fremmede træt af at maatte æde
med Svinene og ihukommende, hvor godt der var i
Fædrenehjemmet, for Alvor vendte hjem til Faderen og Teologien. Da
vilde Glæden vorde stor, og Fedekalven blive slagtet.
Søren Kierkegaard var, trods alt dette, dog ikke tilsinds at
give fortabt endnu eller æde med Svinene, saa længe han havde
Kredit paa en Sveitserkafé. Han var villig til at indskrænke sit
Forbrug noget for at kunne holde des længere ud, begrænse
Antallet af nødvendige daglige Cigarer fra 4—5 til et Par og
indskrænke den løse Tobak til et Pund om Maaneden, men
helt stikke Piben ind, paa ingen Maade! Han blev tværtimod
en ny brugbar Udvej vår. Nøden gør opfindsom. Da den
personlige Beskatning i Form af Laan hos Venner og Bekendte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
