Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
Tungsind. Lyssindet i ham indtil 1838 og glimtvis senere dømte
i hvert Fald anderledes om dette Forhold. Afgørelse af
Spørgsmaalet om hans Ungdomsbrøde er da ligesaa vanskelig som
den af det langt større Spørgsmaal: Hvem var han selv? Var
det blot Lyssindet i ham? Var det blot Tungsindet i ham?
Eller var hans egentlige Selv hverken det nedarvede mødrene
Lyssind eller det nedarvede fædrene Tungsind, men det varmt
bankende Hjerte, den ukuelige Sandhedstrang, der paa dette
modsatte Vingepar svang sig om det Lys, hvorfra den
stammede, og hvortil den stundede.
Den Smittefare, som Søren Kierkegaard var udsat for ved sit
inderlige Studium af Don Juan og Faust, søgte han at undgaa
paa sin egen Maade. Eftertiden har let ved at se, hvori denne
bestod, skøndt han af en vis indre Sky eller Blufærdighed end
ikke tilstod den for sig selv, i hvert Fald ikke betroede den
til Papiret. Forebyggelsesmidlet bestod i Renlighed med sin
Person og i at anvende Briller.
Det er let forklarligt, hvorfor han ikke omtalte dette, men
tvertimod med et vist Lapseri gav sig Skin af at være højst
forfaren paa alle Omraader. Dette var en Skjulthed, en
Forklædning, en Art Optræden i Rollen som gammel, hvori han alt
fra Barn var bleven indøvet. Og i nærværende Tilfælde var
den næsten nødvendig. Enhver vilde paa Forhaand le ad Don
Juan-Stemninger, udmalte i de fineste Enkeltheder, naar man
fik Anelse om, at de blot var fremkomne ved et Skrivebord,
ikke oplevede i Virkelighed. Forfatteren maatte først og
fremmest gøre et paalideligt Indtryk, være Karl for sin Hat, skabe
en Tryllekres om sig, saa man uvilkaarlig udbrød: Død og
Pine!
Som Middel havde han hidtil især anvendt Vittighed og
Latter. De var ypperlige, men kunde alligevel i nærværende
Tilfælde trænge til en særlig Tilsætning af det Selvoplevede,
det Erfarne, der gjorde dobbel Virkning ved at forudsætte og
underforstaa, hvad der samtidigt overlegent og diskret lodes
uomtalt. Denne Færdighed var absolut nødvendig. Han maatte
aandsklar og slagfærdig fuldt beherske Situationen. Han havde
i for frisk Erindring, hvordan det var gaaet ham som uøvet,
„Begivenheden", da Selskabet havde villet afkræve ham
Virkeligheds Bevis ved at slæbe ham med paa Afveje.
Men inden for denne sin Tryllekres og Forklædning levede
han selv efter Renhedens Regler. Det er maaske det ypperste
Bevis for Overdrivelsen i hans senere Dom over sig selv, at
han trods denne Forklædning ikke af nogen i sin Samtid er
for Alvor bleven beskyldt for at være det, han udgav sig for.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
