Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
179
Spørgsmaal, som Boghandler Soldin gjorde sin Kone:
„Rebekka, er det mig, som taler?"
Hvor grundige disse hans Studier var, fremgaar af, at man
i hans Optegnelser fra denne Tid kan følge Tilblivelsen af
meget væsentlige Partier af „Enten-Eller" og andre af hans senere
Skrifter enten i Form af blot spirende Tanker eller stundum
i fuldtfærdige Udtryk, der senere anvendtes. Et Spørgsmaal,
der nu nødvendigt maatte blive brændende for ham, efter at
han havde stiftet Bekendtskab med Hamann, var, i hvilken
Grad forbrød han sig ved denne Syssel? Tidligere kunde
han tænkes at have handlet i Uvidenhed herom. Nu maatte
det være ham klart, at han enten fuldt bevidst syndede, eller
han maatte helt opgive sin ivrige Syslen med Hamanns
Opfattelse.
Det lykkedes ham at døve Brodden i dette Spørgsmaal ved
at søge Dækning bag sin indre Guddom, der bød ham at røgte
sit Hverv som Livsforsker. I visse Tilfælde kan det være Pligt
at overtræde Bud, som gælder andre. En Naturforsker kan
være nødsaget til for sin Undersøgelses Skyld at tilføje Dyr
Smerter, ja dræbe dem. En begejstret Læge kan ikke blot
studere Gifte og deres forskellige Virkning paa Dyr, men endog
prøve dem paa sig selv, uden derfor at anse sig for Morder
eller Selvmorder. Han handler i et Højeres Tjeneste. Paa
lignende Maade kunde Søren Kierkegaard indleve sig i Don Juans,
i Fausts Følelser og Tanker uden derfor selv at tage Skade,
men tvertimod handle ret.
Spørgsmaalet var haarfint. Thi med Iver at indleve sig i Don
Juan krævede en bevidst Hengiven sig til Forestillinger og
Former for Attraa, der af Søren Kierkegaard selv maatte betegnes
som Synd i Tanker. Og tvivlende med Faust at vende sig med
Trods mod Gud og bevidst søge andetsteds hen, maatte fra
Søren Kierkegaards eget Gilleleje Synspunkt tage sig ud som
Svigten af sig selv og Frafald fra Gud.
Senere dømte Søren Kierkegaard — ud fra et ændret Stade
— overordentlig strængt om sig selv i denne Tid. Allerede et
Par Aar efter siger han (1839), „at hele mit Liv anvendt i
Guds Tjeneste næppe vilde være nok til at afsone min
Ungdoms Udskejelser." Og lignende Udtryk gentages af ham
senere Livet igennem. Den Vægt, man vil tillægge denne Dom,
afhænger imidlertid væsentlig af, dels om man er opmærksom
paa hans Tilbøjelighed til at bruge overdrevne Udtryk, men
først og fremmest om man godkender den Stemme i ham, der
i saadanne Udtryk kommer til Orde som hans virkelige sande
Selv, eller blot anser den som Talsmanden for hans fædrene
12*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
