Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
187
der stræbte ærligt, favnede vidt, og som han selv forstod at
udtrykke det videste og det højeste i en munter Spøg. Begge
mødtes de i en vemodig Humor, der gjorde det naturligt for
dem hver især i en saadan Følelse at finde Livets
Grundtone. Det eneste Spor af deres Tankeudveksling i disse Dage,
der endnu er bevaret, er en lille Bemærkning af Poul Møller
i en Samtale om Aftenen den 30. Juni 1837, som Søren
Kierkegaard betegner som „højst interessant." De talte blandt meget
andet om, at for de Kristne staar det „at være Brødre i Kristo"
som et Forhold, hvor „enhver anden Forskel er absolut
forsvindende." Hertil svarede Poul Møller: „Gjorde Kristus dog
ikke Forskel? Elskede han ikke Johannes mere end de
andre"? Der er i denne Bemærkning et fint Stænk af
Livs-humor over for menneskelig Proklamering af noget Absolut.
Et Forhold af helt anden Natur, men fuldt saa bestemmende
for Søren Kierkegaards Sindstilstand i denne Tid og hans hele
Udvikling, opstod en Maanedstid førend denne Samtale. I
Maj 1837 besøgte han Enken efter Sognepræst Thomas Skat
Rørdam i hendes beskedne Lejlighed paa Frederiksberg, og
traf her en femtenaarig ung Pige, der øjeblikkelig gjorde et
stærkt Indtryk paa ham, ligesom han paa hende. Hun var
endnu kun et Barn, men, som den yngste i en større
Børneflok hjemme, fra lille af vant til at være paa eengang den
mindste og dog regnet jævnbyrdig med de ældre; og dette gav
hendes Væsen en egen Tiltrækning. Hun var middelhøj, med
smukke regelmæssige Træk, friske Farver, hvid og rød, brune
Lokker og et straalende Blik. Men over det hele noget mildt
harmonisk, ikke forlegent, men af ubeskrivelig Alder: Paa
engang hjertensgodt, tillidsfuldt, glad, og i Blikket noget
spørgende og forstaaende, som ejede hun selv ikke blot
Spørgsmaals Gaade, men ogsaa dens Løsning. Hun var for ham
ikke alene det „yndige Barn" som han siden kaldte hende,
men tillige noget uforklarligt Mere. Ligesom et pludseligt
Minde om hans Moder, der i sin Ungdom maatte have lignet hende,
men derhos som med en velsignet Hilsen fra denne, et
forklaret Budskab, et Solstrejfskær over Fremtid, en Engels Svar
paa Spørgsmaalet: Er du mit Livs Fylgje? Det var næppe
tilfældigt, at hendes Navn var Regina.
Et ligesaa betagende Indtryk gjorde han paa hende. Hun
gemte ham i sin Tanke, han blev hendes Tanke, skøndt der
gik Aar, førend de atter mødtes og talte sammen.
Dette første Møde traf Søren Kierkegaard paa et afgørende
Punkt i hans Udvikling. Han var just naaet til i Humoren at
se en tilgrundliggende Livstanke. Men der var saa meget i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
