Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206
Den 13. Marts 1838 da han om Morgenen, som sædvanlig,
vilde rejse sig for at forlade sit Leje, veg Livet let og
pludselig bort fra det afkræftede Legeme.
Hele denne Poul Møllers sidste Blomstringstid og
Afblomstring, hvortil Søren Kierkegaard paa nært Hold havde været
Vidne, gjorde et uudsletteligt Indtryk paa ham. Det var jo langt
mere end et interessant Omgangsforhold, det var et levende
Svar paa, hvad der laa ham dybest paa Sinde, og iklædt den
Personlighedens Form, der lod det ramme hans Hjerte, hans
inderste Selv. Aldrig har Søren Kierkegaard staaet i saa
inderligt et Forhold til noget andet Menneske som til Poul Møller.
Det var paa eengang hans Ven, hans Fader, hans Broder, en
Aabenbaring, en Bekræftelse paa det bedste i ham selv. Intet
Under, at hans Hjerte stille lukkede sig over dette sit dybeste
Indtryk, vægrede sig ved at give det Ord. Thi det var jo dog saa
fattigt et Udtryk, f. Eks. til Brøchner mange Aar efter at
sige, at det var Poul Møllers Personlighed, langt mere end
hans Skrifter, der havde gjort Indtryk paa ham, og beklage,
at naar Erindringen om hans Personlighed engang var
forsvunden, vilde man ikke mere kunne forstaa hans Betydning.
Ja selv om han seks Aar efter Dødsfaldet, da han tilegnede
den Bortgangne sit Skrift „Begrebet Angst", søgte i
brændende Ord at give sig Udtryk, lød det dog tomt imod, hvad han
følte: „Afdøde Professor Poul Martin Møller, Græcitetens
lykkelige "Elsker, Homers Beundrer, Sokrates’s Medvider,
Aristoteles’s Fortolker — Danmarks Glæde, Glæden over
Danmark, skøndt „vidt forrejst" altid „mindet i den danske
Sommer" — min Beundring, mit Savn, helliges dette Skrift."
For Søren Kierkegaard blev Poul Møller det indre
For-billed, som han elskede mest, lignede mest og helst vilde have
efterlevet, Lysbilledet i og af ham selv — men som alligevel,
ved Forholdenes Ugunst, Mørkesiden i ham selv kom til at
overskygge. Forholdet mellem Poul Møller og Søren
Kierkegaard blev det samme som over for de smukke Skovsøer
i Nordsjælland, hvilke den sidste elsked saa højt.
Himmel-blaat kan her spejle sig klart, dybt og vinkende i deres blanke,
stille Flade; det formaar dog ikke fuldt at løse den
Tungsinds Magt, der hviler trykkende over det hele. Man maa vende
Blikket op mod Himlen selv for at føie sig fri.
Selv om Søren Kierkegaard nok saa meget lukkede sit Sind
over det stærke Indtryk, Dødsfaldet gjorde paa ham, var det
dog umuligt andet, end at det maatte afsætte Spor i hans
samtidige Optegnelser. Selve disses Form er imidlertid
betegnende. Det vil erindres, at han fra Nytaar til April 1838
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
