Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205
Omstændighed. Bagefter kunde det maaske tage sig ud som
blot Afskedens og siden Savnets Værdiforhøjelse af Indtrykket.
Men i Øjeblikket var det noget ubeskriveligt, der paa engang
højlig interesserede og betog Søren Kierkegaard. Der var i
denne Tid, hvor han ret lærte Poul Møller at kende, noget
eget uforklarligt og fortryllende over denne, noget som Søren
Kierkegaard ikke havde været stillet overfor før.
Det var en ejendommelig Blanding af to modsat virkende
Kræfter, der hørte forskellige Aarstider og Aldere til, men
her i Forening frembragte en ny Kraft, forskellig fra og
stærkere end begge. Det var, som naar det efter Frost dagmilder
paa en Vaardag og en usynlig Skabermagt med eet begynder
at virke, tænder Varme, faar de tæt indhyllede-Knopper til
at svulme og at ville kaste Kysen, smaa Blomster til at stikke
Hovederne frem og nyvakte Insekter til forfløjen Svirren i den
klare Luft. Men samtidigt var det, som naar i Senhøst
Skumringen bråt falder paa, Boligen, der nys laa solbelyst, hylles
i Mørke, og betænksom Haand derinde tænder Lys, saa Hjem
°g Hygge straaler ud over Mulm og Skygger.
Den dagligdags jævne Erfaring kalder sligt for Virkninger
af Trang til Lys og Lunhed. Men her, omsat i Personlighedens
Form, gik Udviklingen et yderligere Skridt og fremkaldte en
ny og højere Væsensart. Det var ikke som i Vaar og Høst
noget Udvortes, Solen eller en Menneskehaand, der tændte
Lys. Lyset udgik fra Personligheden selv og tændte
Tankeklarhed og Kærligheds Varme. Personligheden blev ligesom et
selvlysende, lysfrembringende Væsen, fremkaldte ikke blot
frodig Tankefylde, men virkede maaske inderligst og
mægtigst i sin Svaghed, hvor der kun var levnet den et straalende
kærligt Blik, dybttrængende og langt rækkende som en
Velsignelse.
En kyndig Iagttager, Poul Møllers Ven, Digteren Hauch
har beskrevet sit modtagne Indtryk saaledes: „I de sidste Dage
af hans Liv saa jeg ham flere Gange og mener i det blege
Ansigt at have genfundet Udtrykket for al hans gamle
Dygtighed og endnu noget Mere. Mod, Haab, kæk og mandig
Bestemthed til at bære, hvad der skulde bæres, Hjertensgodhed
og en besynderlig, ja, næsten forklaret Mildhed laa i hans
Blik". Til en fraværende Ven skrev Poul Møller en lille
Hilsen, der halvt spøgefuldt endte saaledes: „Du skal se, vi
samles igen, naar Du mindst formoder det."
Hans Personlighed fæstnede og forstod sig selv i de to
selvoplevede Livsværdier, Restudbyttet af hans Udvikling:
Kærlighed og Udødelighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
