Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
211
Var der end Vemod i den Efterladtes Ord, saa var det
dugg-besprængte friske Roser, han i Mindet rakte ham.
Og han havde Grund dertil. Thi ikke blot deres tidligere
Omgang, men først og fremmest Vennens sidste Hilsen havde
tændt Haab, Mod og Forsæt i hans Sjæl, aabnet hans Blik
for en Fremtid, der lyste som et skønt Digt. Hvis Ordene
da ikke uvilkaarligt har paanødt sig ham som Omkvæd til alt,
hvad der var hændet ham i de sidste Dage — og dette er
vel det sandsynligste — saa maatte de med Dagens særlige
Stemning, dette enkelte Vers’ Indhold for Øje, nærmest slutte
sig til Optegnelsens sidste Ord: „Jeg vil nu se at tage lidt
Tilløb igen".
Det samme var udtrykt i, hvad der var hændet ham samme
Søndag Morgen, rimeligvis da han gik sin kære Tur paa
Volden, hvor der var fri Udsigt over Himlen. Han nedskrev
det straks samme Dag:
„Jeg saa imorges i den friske kølige Luft en halv Snes
Vildgæs flyve bort; først stode de lige over Hovedet, derpaa
fjær-nere og fjærnere og tilsidst delte de sig i to Flokke og
hvælvede sig ligesom to Øjenbryn over mine Øjne, der nu skuede
ind i Poesiens Land. Den 1. April 1838".
Om Formiddagen synes den unge Livsforsker at have været
til Højmesse. I hvert Fald skrev han samme Dag med sin
ny-vakte Lyst til at betro Journalen sine Indtryk følgende
Betragtning, som baade den filosofiske Professor og hans Tilhørere
kunde have godt af at lægge sig paa Hjerte: „Der er visse Folk,
der tager fejl i deres Forhold til Tids-Udviklingen, ligesom naar
man synger i Kirken, og man da glemmer Orgel og den hele
øvrige Menighed og beundrer sin egen dybe Bas, som om det
ikke var de Samtidiges Samsyngen, men Ens egen Stemme alene,
der saa mægtigt fyldte Kirken." d. 1. April 1838."
Endelig samme Søndag Aften var Søren Kierkegaard til en
Aftenunderholdning, der blev givet paa det kongelige Teater af
kgl. Kammermusikus C. F. Lemming, hvis Spil han var en
Beundrer af. Om en tidligere Optræden af ham i
Studenterforeningen 1835 havde Søren Kierkegaard dengang skrevet i
sin Journal: „Det egentlig Dejlige ved Lemmings Spil (han er
en dansk Musiker, jeg hørte ham i Studenterforeningen) var
at han strøg Guitaren. Disse Svingninger blev næsten
anskuelige for Øjet, ligesom naar Maanen f. Eks. skinner paa Hav
fladen, saa Bølgerne næsten bliver hørlige." Lemming var i
Aaret 1818 under et Besøg i København bleven udnævnt til
kgl. Kammermusikus, men hørte iøvrigt ikke hjemme her.
Han havde haft en mærkelig Løbebane. Søn af Færgemanden
13*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
