Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218
mer slæbende i langt hegelsk Gevandt og selvbehageligt
tygger paa Lærdom og Aandrigheder — og saa Ordenes
vidunderlige Træfsikkerhed og Almenfattelighed i hans sidste Bog
„Øjeblikket". I sproglig Henseende synes der at være
Tilbagegang i denne første Bog fra hans Avisartikler i den
flyvende Post. Og endda meddeler H. P. Holst, at det oprindeligt
var værre. „Jeg omskrev i bogstavelig Forstand hans første
Skrift om Andersen eller rettere sagt oversatte det fra Latin
til Dansk" ... det var skrevet paa „et Latinsk-Dansk, der
vrimlede af Participier og de mest indviklede
Periodebygninger".
Selvfølgelig satte denne Formens Mangel sit Præg ogsaa paa
Indholdet. Man smiler uvilkaarlig ad, at hele Hegels System
maa trække op for „Kun en Spillemand"s Skyld. Og man
føler sig, trods den overbevisende Varme, hvormed det søges
godtgjort, lidt usikker over for hans Paastand, at i dansk
Roman-Literatur svarer de anonyme „Hverdagshistorier" (Fru
Gyllembourgs) til det Religiøse, Carl Bernhardts Noveller til det
Moralske, og Blichers til det Æstetiske... Men der er
samtidigt noget ihærdigt og friskt, noget nyt og lovende i den
kyndige Iver, hvormed han gaar til Værks i Undersøgelsen af
Andersens Livsanskuelse. Selv om det med Rette -siden er
blevet sagt, at hans hele Angreb paa Andersen minder om at
skyde med Kanon mod en Myggesværm, saa er der dog noget
i denne Ild, der vækker Ens Opmærksomhed. Som meget
Ung kunde maaske en vordende betydelig Naturforsker med
lignende Varme have paavist det umulige i at kunne finde Spor
af Benbygning i en Vandmand. Og man mærker sig det
rammende i Indvendingen, naar han med eet udbryder: „Sagen er
at Andersen i „Kun en Spillemand" ikke fremstiller et Geni
i dets Kamp, men snarere et Flæb, om hvilket det forsikres, at
det er et Geni, og som kun har det tilfælles med et Geni, at det
lider en Smule Genvordigheder, som det vel at mærke endda
bukker under for". Fortræffeligt formet er f. Eks. en
Bemærkning som denne, at et lille forhærdet Punkt i Andersens
Opfattelse, der kunde minde svagt om begyndende
Bendannelse, hans stundum udtalte „Misfornøjelse med Verden" kun
er „underløben Harme".
Bogens meste Værd ligger da i, hvad den i Form af Løfter
udtaler om Søren Kierkegaard: Saaledes maatte for ham, som
han senere viste sig at være, en Figur som Andersens
nødvendigt tage sig ud.
Men idet Bogen saaledes staar som et Mærke for Uligheden
mellem to af Danmarks betydeligste Mænd, der hver ad sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
