Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
219
Vej skulde naa til at udtale, hvad der dybest rørte sig i
Folkesindet, saa ejer den tillige, naar man ser nøjere til, den
Ejendommelighed at pege netop paa det Punkt i disse to Mænds
Udvikling, hvor deres modsatte Baner skar og skærpede hinanden.
Bogen blev nemlig ikke uden Virkning paa H. C. Andersen.
Den understregede, hvad han alt var begyndt at føie, at hans
egentlige Felt ikke laa, hvor det kom an paa at gøre Rede for
Menneskers forskellige Livsanskuelser, men paa
Grænseskellet mellem det Bekendte og det Ubekendte, hvor Barnet i
Mennesket udstyrer hver Genstand, det seer, med tænkte
Egenskaber, varme, levende, men enkle; — i Eventyret. Andersen
havde vel allerede skrevet nogle faa saadanne. Nu forstod han,
at her hørte han hjemme. Og den ny Verden, han her skabte,
blev et Udtryk, let forstaaeligt for alle, for hans brede Livssyn,
der ikke led at skrues i skolet Livsanskuelse, men dog ikke
derfor savnede hverken Dybde eller Rigdom. Hans
Modtagelighed for Indtryk, hans Medfølelse for alle, hans lune Humor,
hans Lyssyn og inderlige Taknemlighed over for Den, der havde
givet ham Livet, udgjorde hans bedste Sjælsindhold. I dette
Sollys modnedes hans Evner, og han lærte af Hjertet at kunne
udtale: „Livet er selv det dejligste Eventyr".
Omvendt blev for Søren Kierkegaard, der just var naaet i
Livsanskuelsens og Selvforstaaelsens Læsebog til det samme
Sted, hvor ogsaa Andersen nu i sin Billedbog havnede: Den
kristelige Humor, den medfølende Taknemmelighed, dette
Livssyn kun til en kortvarig Station, hvor det nogle Øjeblikke var
ham forundt at nyde Eventyret. Ifølge den Rejseplan, Forsynet
havde lagt for hans Udvikling, maatte han videre til alle
Livsanskuelsernes Skydsskifter, lige indtil han naaede det
modsatte Sted af, hvor han nu befandt sig, til den Endestation,
hvor der sattes Slut for, hvad han hidtil havde antaget for at
være: „Vejen, Sandheden og Livet".
Men endnu da han skrev denne Bog, levede han lykkelig i
Eventyrets Drøm — Eventyret om den unge Livsforsker, der
var naaet til den kristelige Humor, hvor der var godt at være.
Thi der var vemodigt skønt i Mindet om den afdøde Ven, friskt
og styrkende i Arbejdet for at blive ham værdig og lig,
anspændende og opildnende til Kampen om Sejrens Pris. Thi
det var maaske Stedets og Eventyrets højeste Herlighed, at
just som han havde fundet og vundet sig selv, aabnedes der
ham Udsigter til endnu rigere Lykke. Han havde jo fundet den,
med hvem det var værd at dele Livet, den, om hvem hans
Haab nu kresede, hun der viede ham til Sejren og selv var
Sejrens Pris.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
