Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
just i disse Dage blev hun voksen. Den 22. April 1838
konfirmeredes hun i Holmens Kirke, et Par Uger førend han
skulde fylde 25 Aar. En passende Aldersforskel. Hvor saa
hun ikke henrivende ud i den sorte lange Kjole og med
Salmebogen i Haanden! Et Barn i Uskyld, en voksen i Forstand og
Ynde og med denne milde Ro og Højhed over sit Væsen, der
svarede til hendes Navn. Ja, det var hende Poul Møller havde
beskrevet i sit vidunderlige Digt ifjor, „Revuen", som Søren
Kierkegaard læste første Gang, da han havde lært hende at
kende og derfor naturligt knyttede til Tanken om hende. Dér
svarer den unge om sin Regina, ganske som han om sin.
Tæt mit Hjertes Kammerdør er lukket;
Der et eenligt Billed kun er hjemme.
Hun med den uendelige Blidhed,
Naar hun mildt den Lykkelige hilser;
Nakkens, Armens næsten hellige Hvidhed, —
Hun hvis Pande som en Lilje skinner;
Hun med hine brune Krøllers Vrimmel’,
Hun, hvis Tanker ere tavse Digte,
Hun, hvis unge Liv er Glædens Himmel,
Hun, hvis Drøm er skønne Malerier;
Hende har jeg overmodig kaaret
Til mit Hjertes hemmelige Dronning,
Skøndt hun bærer højt paa Hovedhaaret
Ak! en Kreds af store Diamanter.
Ja, et vidunderligt Digt af Poul Møller! Og hvor passede
endogsaa Beskrivelsen af den unges Syn paa sin Fader med
Forholdene i Søren Kierkegaards Hjem:
Skøndt min Ærefrygt er mer end sønlig,
Troer jeg ofte, du med Anger brydes;
At en Vægt paa Brystet, stor og lønlig,
Bort har drevet dig fra Livets Haver.
Men Digtet, saaledes som Søren Kierkegaard levede det,
skulde have en anden Slutning end Poul Møllers. Det skulde
ende med Verset:
Aldrig dog mit Haab jeg vil forsage;
Fyrstediademet ej mig skræmmer;
Tithon fik Aurora til sin Mage;
Under Purpur banker ogsaa Hjerter.
Og det samme mente Vaarsolen og hele Belysningen, som den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
