Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
225
næste Slægtled, uden at derfor det foregaaende tømtes og kunde
rette sig.
Men Sønnen var jo dog ikke blot sin Faders Søn, men ogsaa
sin Moders. Hun havde ejet Lyssind og Kviksind. Kunde han
da ikke, som Patriarkerne fordum, drage ud med sit kvikke,
levende Eje, bort fra den stængte fædrene Jordbund og græsse
sit Kvæg i andre Egne, hvor Himmelens Vand fremelskede
grønne Enge. Nej, thi Faderens Arv forgiftede ogsaa Moderens
Arv til blot rullende Gift og Tynge, til Synd. Der var nemlig
gaaet Religion i Faderens Tungsind, det arvedes som Arvesynd.
Det var denne Omstændighed, denne Brod, denne
Giftkilde i Faderens Tilstaaelse, der var det forfærdelige.
Begivenheden paa Heden, Synden mod den Helligaand, forvandlede
Faderens Forbandelse af Gud til Guds Forbandelse af Faderen
og alt hans Afkom. Det var denne rædselsfulde Hemmelighed,
der nu var kommen for en Dag og, som Sønnen udtrykte det,
„paanødte mig en ny ufejlbarlig Fortolkningslov af samtlige
Fænomener". Det var denne Gift, der ikke blot forklarede
Faderens Iver for at bringe Sønnen som et Soningsoffer til Gud
Herren, men nu med sine blaa Flammer belyste Faderens Frygt
for at være fordømt som den evige Jøde til at overleve alle
sine. Det var denne inddryppede Gift, der fra nu af skulde
æde og brænde i Sønnens Indre — og hvorunder han skulde
krympe sig sit hele Liv igennem. Det er Kampen mod denne
Gift, der udgør hans Livs Historie.
Det er umuligt andet, end at Søren Kierkegaard straks maa
have overset Rækkevidden af alt dette. Det er da med dette
som Forudsætning, at vi maa søge at forstaa Virkningen paa
Sønnen af Faderens Meddelelse.
Den betroede Hemmelighed tilintetgjorde for det første hele
hans tidligere Billed af Faderen. Fra at være, hvad Sønnen
fra Barn af havde holdt ham for, en moralsk og religiøs
Magtbesidder, Guds Stedfortræder og ærværdige, lykkelige
Talsmand og Medvider, sank Faderen i et Nu ved sin egen
Tilstaaelse ned til det stik Modsatte: En ulykkelig, fortvivlet, forskudt,
forbandet, evig fordømt Frafalden. Hvad Sønnen i de sidste
Aar var begyndt bange at ane om Faderens sjælelige Tilstand,
om en lønlig Tynge, der kuede ham, gjorde ham sær, urimelig
og dybt nedtrykt, var blevet overtruffet i en Grad, som
overskred alle Grænser.
I næsten samme Omfang forrykkede Meddelelsen Sønnens
Syn paa sig selv. Han, den drømte Livsforsker, der kækt havde
pejlet og loddet Fortvivlelsens Farvande omkring Don Juan,
Faust og den evige Jøde og foresat sig, ikke at ville raste, førend
Bakkehus og Solbjerg. III
15
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
