Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226
han havde gennemlevet og prøvet alle Livsværdier — han viste
sig nu selv ikke at være en Bønne værd, en Pjalt, et
Menneske-Affald, ramt af et dræbende Skud bagfra, skyldig før sin Fødsel,
en Arvesynder, der til Straf for sin Faders Brøde var forud
bestemt til at dø som ung med samt sin unyttige Begavelse,
hen-slænges som Aadsel paa Retterstedet for den af Gud fordømte
Dødssynd.
At alt dette tilsammen, hastigt overset som ved Lyset af et
knitrende Lyn, maatte gøre et voldsomt Indtryk paa Søren
Kierkegaard, er selvindlysende. Man forstaaer, at det allerede
er et fortonende Udtryk, naar han kalder det blot efter en
Bivirkning, — ikke for „Lyn" og „Torden" — men for
„Jordrystelse".
Det har da særlig Interesse at undersøge, om der ikke findes
Spor af dette første umiddelbare Indtryk med dets uvilkaarlige
Udslag og om muligt herfra at spore Vejen videre, ad hvilken
den virkelige, samtidige Søren Kierkegaard gennemgik den
Udvikling, som tilsidst førte til hine beherskede, halvt skjulende
Optegnelser.
Med Kendskab til hans Karakter og Optræden baade som
Barn og som Mand ved andre Lejligheder, hvor han med eet
følte sig vanskeligt stedt, synes det lidet troligt, at Meddelelsen
skulde have virket blot lammende og overvældende paa ham,
berøvet ham Mod og Aandsnærværelse. Langt sandsynligere
er det, at Synet af Faren netop har pirret og ægget hans
Mod-standsvilje og Trods. Ikke imod den ulykkelige, der fortvivlet
betroede sig til ham, men mod den Gud, der var Skyld i
Fortvivlelsen.
Iblandt de løse udaterede Sedler fra 1838, hvis indbyrdes
Rækkefølge inden for dette Aar altsaa er ubestemmelig, findes
der Optegnelser med et Indhold, som synes kun at kunne passe
ret som Stemningsudbrud just ved denne Lejlighed. Der er
især to, hvori der tindrer en religiøs Harme, som afviger i
Hedegrad og Udtryksform fra Søren Kierkegaards sædvanlige.
De vilde derimod begge passe vel som første forbitrede Udbrud
ved Synet af alt, hvad Guds Forbandelse over Faderen havde
sønderslaaet for Sønnen. Den ene lyder saaledes:
„En Midnats-Time.
Satan — Djævel — Flueskarn etc. Du har narret mig,
bedraget mig for de Øjeblikke, jeg skulde have nydt. — Vægteren
raaber: der er ej Frelser flere".
Mere afklaret og kold, men fuldt saa skarp i sin Tagen Afstand
fra Kristendommen er den anden Udtalelse:
„Jeg vil hellere være i Helvede med min Familje end i Him-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
