Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
231
endnu, men tydeligt i Bedring, ind paa sin vante Plads, og saa
ham vokse i Sundhed! Hvor var han ikke kær den Gamle,
altid, selv under sin nu overstandne Sygdom, først tænkende
paa at ordne alt klogt og godt til bedste for alle! Hvor lignede
det ham ikke under sin egen fortvivlede Stilling at tro sig kaldet
til at skulle forberede sine nærmeste til Døden for at frelse
dem!
Men Gud ske Lov, hans Frygt for evig Fortabelse var kun en
Sygdoms Ytring. Atter sad han sund og tilfreds iblandt dem,
skønnende paa hver kærlig Omhu. Ja, hvor var det ikke nu en
naturlig Opgave — som især Søren Kierkegaard følte som en
Pligt, han ikke altid havde efterkommet — at forskønne den
gamle Faders sidste Dage som en ringe Forstaaelsens Tak for
al hans Kærlighed et Liv igennem.
I disse blide varme Følelser, der nu fyldte hans Sind,
herskede der ligesom et mildere Vejrlag med større indre Grøde
end i de sidste Aars Kamp for Selvstændighed. Det var noget
mere vægtigt og frugtbart, noget redebont, der mindede om
Enkens givne Skærv, den riges Køb af Perlen med hele sin
Formue. Klar over sig selv betegnede han det som „Stød af
den Passat, der blæser fra Mamrelund til de evige Boliger".
Hvad var det, han saaledes havde erhvervet sig for Enkens
Skærv og sin hele Formue? Han søgte at gøre sig Rede derfor.
Det var en religiøs varm Klarhed, dyrekøbt og kostelig, Prisen
værd. Det var en Opleven af, at Faderens mørke Syn paa den
utilgivelige Dødssynd, Fortabelsens Vished, den evigt straffende
Gud, var en Fortvivlelsens Møllesten om Halsen, som en
kærlig Gud umuligt kunde have anbragt paa sine Skabninger,
der skulde svømme paa Livets og Mulighedernes Hav. Det var
alt kun Tungsinds sorte Sky, og alene Visheden herom var
„en Glæde, der ligesom et Vindpust køler og forfrisker".
Var da den Tro, der nu var bleven ham klar, da
Tungsinds-Taagen var bortvejret, hans egen fra Gilleleje Tiden, det
harmoniske Ligevægtsforhold mellem Ydmyghed og Stolthed,
mellem den indre Guddom i En selv og den store Gud? Heller ikke.
Den nye Tro var rigere. Han havde lært at kende Forskellen
mellem blot Regnepenge og Guldmønt, lært at det, hvorved
Livets Højeste erhverves, er hverken tomme Ord, Sedler eller
blot Regnepenge, men Livets Guldmønt, der, som Enkens Skærv
og den rige Mands Formue, udgør alt, hvad man ejer. Det der
kan købes for denne Guldmønt, selve den Omsætning, den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
