Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
237
der Eet, som disse absolut ikke kunde taale eller overleve. Det
var ikke, at det Forventede udeblev og altsaa udsattes. Sligt
krævede kun yderligere Taalmod, hedere paapasselig Vilje.
Men helt tilintetgørende vilde det være, naar ikke blot det
forventede udeblev, men det stik modsatte skete, der med
Nødvendighed udelukkede selve det Forventede fra at kunne
foregaa. Dette indtraf. Det kunde næsten tage sig ud, som om den
„kristelige Humor", som Faderen manglede, og Sønnen en
Tid havde tilstræbt, men atter opgivet for helt at kunne arbejde
paa Faderens Frelse, nu toges i Brug af en højere Styrelse,
der med et mildt forstaaende Smil forbarmede sig over dem
begge. Det mærkelige skete. Ahasverus følte sig saa vel, at han
ungdommelig anvendte et for kraftigt Sundhedsmiddel, der
medførte, at han uventet og stille sov hen. Sønnen, som han
skulde have overlevet og forberedt til en tidlig Død, stod
overrasket ved hans eget Dødsleje.
Den 84aarige Mikael Pedersen Kierkegaard døde Onsdagen
den 8. August 1838. Kraftig, rask og rørig over sin Alder havde
han besluttet sig til — imod sin Læges Raad — paa denne
gunstige Aarstid som sædvanlig at anvende sit vante og prøvede
Sundhedsmiddel, at tage et Vomitiv. Det viste sig imidlertid, at
Lægen havde haft Ret. Midlet var denne Gang for voldsomt i
Forhold til hans Alder. Mattet af Overanstrængelse døde han
et Par Dage efter, stille og rolig.
Det var en Selvfølge, at dette Dødsfald maatte gøre et
overordentlig stærkt Indtryk paa Søren Kierkegaard, ikke blot rent
menneskeligt, men ogsaa ifølge den Idékres, hvori han sammen
med Faderen i den sidste Tid havde levet sig ind. Dødsfaldet
huggede med eet Spørgsmaalet over, gav Sønnen Ret i sin Trøst.
Hvor dybt slaar imidlertid denne Afgørelse ned i den
Forestillingskres, hvori Sønnen nu havde været indvævet? Frigjorde
den ham, eller bandt den ham endnu mere?
Tre Dage efter Begivenheden havde han samlet sig nok til at
nedskrive følgende Ord, der giver Omrids af en ny, ved
Dødsfaldet og Øjeblikkets Stemning fremkaldt Forstaaelse.
„Min Fader døde i Onsdags (d. 8.) Nat Kl. 2. Jeg havde saa
inderligt ønsket, at han skulde have levet et Par Aar endnu,
og jeg anseer hans Død for det sidste Offer, han bragte sin
Kærlighed til mig; thi han er ikke død fra mig, men død for
mig, for at der om muligen endnu kan blive Noget af mig. Af
Alt, hvad jeg har arvet efter ham, er hans Minde, hans
forklarede Billed, forklaret ikke ved min Fantasis Digtninger (thi det
behøver det ikke) men forklaret ved mange enkelte Træk, som
jeg nu faar Efterretning om — mig det dyrebareste og det, jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
