Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
staaelse. Derfor kunde han ogsaa med Selvfølelse sige til
Sønnen — hvad denne opbevarede i sit Hjerte og nedskrev — „at
han af min Faders Gave indsaa, at han maatte være en Ven
af Oplysning, og jeg kunde holde mig overbevist Om, at han
skulde arbejde for den i Sædding." Som Kirkens Repræsentant
ordnede han ogsaa Aabenbaringens Afslutning. „Jeg var
virkelig bange for, at man skulde rejse Æresporte for mig," sagde
Søren Kierkegaard senere. Men med sikrere Takt for, hvad
Affarten krævede, havde Degnen forfattet en Sang til den
bortdragendes Ære og opstillet alle Skolebørnene, der skulde
afsynge den foran Skolen, hvor Elias-Vognen maatte komme
forbi. Selv vilde han lede Sangen og stod just med Afskriften
i Haanden og vilde give Tegn til at begynde, da Vognen kørte
frem og standsede. Søren Kierkegaard bøjede sig med sit
venligste Smil mod Degnen, tog Afskriften ud af Haanden paa
ham, som for at læse den igennem, og gav med det samme
Kusken et Vink om at køre til. Derved gik hele Festordningen
i Stykker. Degnen, der ikke kunde sit Digt udenad, kunde
ikke sætte Sangen i Gang. Børnene stod tavse og forbavsede,
og Søren Kierkegaard rullede hen ad Landevejen, nikkende og
hilsende, men uden videre Forklaring. Denne uventede Slutning
var for ham Situationens forløsende „Knaldeffekt".
Det var ikke tilfældigt, naar Vilhelm Lund fra sit Ophold i
Hjemmet 1831 bevarede Benævnelsen „Knaldeffekt" som
noget, der knyttede sig til Søren Kierkegaard, og paa Rejse fjærnt
i Brasiliens Urskove endnu ved Mindet derom kom til at smile.
Det var virkelig et betegnende Træk hos ham, og man vil
genfinde Spor deraf i hvert af de før nævnte afgørende Skridt i
hans Liv. Det udgjorde et Tilbehør i hans Væsen og
Virke-maade.
Man vilde dog misforstaa dette ved ensidigt at lægge Vægten
paa det blot Negative deri. Der var en indre Forbindelse
mellem det Negative hos ham og det, at „Inderligheden",
„Lidenskaben", blev hans Væsens Løsen. Begge var Udtryk for, at
hans indre Natur trængte til skrappere Sprængmidler end de
sædvanlige. Thi et mildt mødrene Lyssinds hyggelige
Smaa-sladren og blide Forstaaelse laa her begravet under et fædrene
trykkende Tungsind, saa at hans dybeste Selv, hans Trang
til Frihed og Selvhævdelse i Pagt med det Guddommelige,
kun gennem Sprængninger kunde skaffe sig Luft. Hans Væsens
Sammensætning krævede det Overdrevne for at komme til sin
Ret, blive sig selv: Inderligere, smerteligere Boring, bitrere
Brud, dybere Lodkast, længere Line, fjærnere Maal, ildfuldere
Fremdrift end det sædvanlig menneskelige.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
