Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
255
Vi har her paa Jyllandsrejsen hørt, hvorledes disse indre
Mineskud kunde lyde negativt og næsten kaadt som blot
„Knaldeffekt". Lad os fra samme Rejse hente Eksempel paa det
positive i Klangen, Fremdriftens Ild og Beslutningens Langsigt.
Vi kan tilfældigvis lytte til den, saaledes som den et Øjeblik
stemningsfyldt lød for Søren Kierkegaards eget Øre. Det var
paa Tilbageturen i Aarhus, da han nedskrev et Indtryk og heri
gengav sig selv:
„Hvor det lyder herligt den Appel, Dragonerne blæse; det er,
som hørte jeg allerede Hovslaget, som huggede de ind — hør,
de sejre, Sejrsskriget hviner i Luften, — og dog? Hvad er alle
Appeller mod, naar engang Erkeenglen blæser Appel:
„Vaagner op, I som sove, Herren kommer!"
12.
Som det i sin Tid var gaaet Søren Kierkegaard under
Opholdet i Gilleleje, gik det ham ogsaa under Jyllandsrejsen. Den
lange, stadige Færden i det Frie og de stærke Naturindtryk
virkede styrkende og forløsende, han sprængte indre Lænker og
fattede ny Beslutninger. I begge Tilfælde var det efter Dødsfald
i Hjemmet og altfor trykkende Paavirkning af Faderen, at han
under aaben Himmel og ugevis udsat for Lys og Luft genvandt
sig selv, fornyet i Vidsyn og Vilje.
Den cand. theol. Søren Kierkegaard, der den 6. August
1840 vendte tilbage med Dampskibet „Christian den Ottende"
fra Aarhus til Kallundborg, var i Virkeligheden meget forskellig
fra den, der den 19. Juli var taget med „Smakken" modsat Vej.
Hvad Sol og Blæst og Regn i Mellemtiden havde bortvejret og
jaget sammen til en fjærn Taageprik i hans genvundne Lyssyn,
var alle de trykkende Forestillinger, som „Jordrystelsen"
havde fremkaldt. Det var en solbrændt og veltilpas ung Mand,
der gik paa Dækket af det interessante Dampskib og
opmærksomt iagttog de to brusende Skumstriber, som Hjulkasserne
malede op under den hastige Fart. Han saa ikke ud som et
Offerlam.
Og det Livssyn, der foresvævede ham, var heller ingen
grusom Gud foroven, der for at faa Ram paa hans Fader vilde
tage ham samt hele Flokken med i Købet viet til Undergang.
Det var tværtimod det lyse Billed, der var brudt frem som
Solskin derovre ved Sædding, Guds den uendelige
Faderkærlighed, „det eneste Urokkelige i Livet, det sande arkimediske
Punkt."
Til saadant Sind og saadant Syn svarede ogsaa et lyst Frem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
