Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
269
•
et betegnende lille Træk, at i hans Breve til hende gled hans
første Form for Underskrift „Din S. K." ikke sjældent over
til det inderligere: „Din for evig". Hendes Beskrivelse mange
Aar efter af deres Forhold i denne Tid giver et malende
Indblik: „Kierkegaard led frygteligt af sit Tungsind; mangen Gang
sad han grædende hos hende. Han pintes ved Tanken om, at
nan ikke havde været nok for sin Fader, som han dog elskede
saa højt. Men ogsaa derved forøgedes hans Magt over hende.
Tungsind var intet nyt for hende, fra sit eget Hjem kendte
hun det. Hun haabede at kunne faa Bugt dermed ... Hendes
Kærlighed til Kierkegaard var, som den havde været lige fra
Begyndelsen af, en aandelig Kærlighed. Denne Kærlighed
bevarede hun lige til det sidste."
Selvfølgelig var Søren Kierkegaard sig Forskellen mellem
dem klar bevidst. Stundum kunde han, naar han var ene, ruske
i Burets Gitter af Smerte og kalde Forskellen mellem dem for
„Helvedes". Der kan ikke være Tvivl om, hvilke to han har
tænkt paa Søndagen den 15. November 1840, da han paa et løst
Blad nedskrev følgende: „Der er overhovedet en Forskel, som
mellem Himmel og Helvede, paa det stolte Mod, der tør driste
sig til at frygte Alt, og det ydmyge Mod „der tør haabe Alt"".
Man fornemmer i et Udbrud som dette, at deres Undersøgelse af
Tungsindet er naaet ind paa det religiøse Omraade, og at hans
eget religiøse Syn i dette Øjeblik føler sig trængt over i en
oprørsk gigantisk Form for Trods, der betænkeligt afviger
fra det kristelige. Det var ikke nogen passende
Søndagsbe-tragtning.
Allerede Dagen efter er han dog naaet til at se Forskellen
som begrundet i en særlig Mangel hos ham selv, og han
nedskriver følgende træffende Selvkarakteristik: „Jeg har Mod til
at tvivle, jeg troer, om Alt; jeg har Mod til at kæmpe — jeg
troer, mod Alt; men jeg har ikke Mod til at erkende Noget,
ikke Mod til at besidde, til at eje Noget. De fleste klager over,
at Verden er saa prosaisk, at det gaar ikke til i Livet som i
Romaner, hvor de Elskende ere saa heldige. Jeg klager over, at
det ikke er i Livet som i Romaner, hvor man har
haard-hjertede Fædre at stride imod, Jomfrubure at sprænge,
Klostrets Mure at storme imod. Jeg har kun de blege, blodløse,
sejglivede natlige Skikkelser at stride mod, som jeg selv giver
Liv og Tilvær". (16. Novbr. 1840).
Det fine i denne Selviagttagelse er, at han her — gennem
Samlivet med et elsket Væsen af anden Natur — er bleven sig
Ejendommeligheden af sin egen klart bevidst. Han indseer, at
han ejer Tvivlens og Kampens Mod, men savner Besiddelsens.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
