Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
274
sige som Cæsar: „jeg kom, jeg saa, hun vandt", saa skal
Glæden dog ikke være mindre langvarig.
Din S. K."
»
At der har hersket en Uenighed, en forbigaaende Uenighed,
men dog ret dyb, imellem de to Onsdagen den 18. November —
og vel maaske det samme ogsaa den Onsdag sidst i December,
da dette Brev blev skrevet — kan der ikke være nogen Tvivl
om. Det ligger nær at slutte, at Uenigheden i November har
angaaet det Skridt, som han Dagen forud endelig havde
bestemt sig til, efter endnu Søndag og Mandag at synes at
have været meget derimod. Men at det var hendes Kærlighed
og ydmyge Haab, der sejrede, synes sikkert. Hans Udtryk er
for tydeligt: „Han kom, han saa, hun vandt". Og det samme
Indtryk faar man, selv om man stiller alle de omtalte Onsdage
paa Rad og kigger gennem Linien af de opstillede Økseblades
Huller. Man synes at skimte det ene og samme selv med langt
Sigt: „Han kom, han saa, hun vandt".
Mere tvivlsomt er det, om Brevskriverens Haab ogsaa skal
opfyldes: at desuagtet „skal Glæden dog ikke være mindre
langvarig". Men man har et tiltalende Indtryk af, at her mødes to
Mennesker i gensidig inderlig Kærlighed, hvor redelig Vilje,
Hengivenhed og Eftergivenhed i harmonisk Samdrægtighed
stræbe efter det bedste for begge. Selv om man et Øjeblik har
ondt af „den uafhængige Videnskabsmand", der nu skal være
parat til at gaa ikke blot „Skolevejen" men ogsaa „Kirkevejen"
til „fælles Bedste", saa øjner man en Udvej, en Mulighed, som
han dog nok ogsaa selv har Kig paa og kunde tænke sig at
eje som Virkelighed, et Haab, der ikke er altfor ydmygt:
Herre Gud, Poul Møllers Professorat stod jo nu snart paa
tredje Aar og ventede „efter ham".
At han tidt tænkte paa Poul Møljer just i denne Tid, fremgik
noksom af hans Breve til hende, i hvilke Poul Møllers Navn
eller et Digt af ham ofte anførtes. Et Brev ender f. Eks.
saaledes: „Hvorledes skulde overhovedet noget Menneske kunne
vide, at jeg kun er Din, Din for evig".
„Som Vitterlighedsvidne tillader jeg mig at lade den
forevigede P. Møller optræde: Givet paa vort Studerekammer."
Med Rette betegnede han saaledes sit Studerekammer. Thi han
arbejdede just da paa en Bog om et Emne, som hans afdøde
Ven og han saa ofte sammen havde drøftet: Sokrates’ Ironi.
Og han skrev denne Bog som en Afhandling for
Magistergraden, i Haab om herved at gøre sig værdig til at blive Poul
Møllers Efterfølger ved Universitetet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
