Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
277
men bøjer tilbage og omslutter Ordet — da vilde Du vide, at
jeg tænker paa Dig, at jeg i Pennens Bevægelser ser langt
betydningsfuldere Gestikulationer.
Min Regina, Du vil saa gerne høre dette Navn, jeg vil saa
gerne bruge det, og dog forbinder vi maaske forskellige
Forestillinger dermed. Du forbinder maaske den ydmyge Tanke
dermed, at Du er saaledes, som jeg ønsker, Du skal være, det
Billeds Sandhed, som min Længsel søgte — og jeg forbinder
dermed den stolte Tanke, at Du tilhører mig, ikke i et flygtigt
Øjeblik, ikke delvis, men hel og altid. Og dog er jeg atter ikke
stolt; thi hvad har jeg, uden „hvad" der blev mig givet?".....
I Øjeblikke som disse var den usynlige Ramme, der omgav
Billedet af hans Fremtids Lykke, ikke en for Udkommendet
slidende Latinlærer, ikke en Præst, der havde sit Udkomme ved
at afsone sin Faders Brøde, men hans eget frie Selv, en
begejstret Livsforsker, Poul Møllers Efterfølger.
Vi har igennem alt dette faaet Svaret paa, hvad vi spurgte
om: Hvorledes den indbyrdes Undersøgelse af Tungsindets
Væsen og Berettigelse gradvis skred fremad.
Saa langt var alt gaaet godt. Begge havde i deres bedste
Øjeblikke nydt denne Samudfoldelse, hvorunder de følte, at de
var vokset i gensidig Kærlighed og Forstaaelse. Begge fornam
de det som en paradisisk Vækst i Lys og Lykke. Men for dem
hver især tegnede dog Fremtidsudsigterne sig forskelligt. For
hende stod det, som om denne voksende Klarhed maatte vare
ved. Selv om Fremtiden skulde bringe nok saa mange Skyer,
Modgang, Mørke, maatte deres Kærlighed indbyrdes kunne
forklares videre, og i dens Lys og Varme hans Tungsind
maaske smuldre helt bort, saa at der intet mere adskilte dem. Ikke,
at hun mente at kunne blive ham lig og jævnbyrdig, hun var
kun noget i og ved ham, hans ydmyge Tjenerinde, trofast som
hans Skygge, nøjet som den med at vide ham solbelyst.
For ham stod det Selvhengivelsens og Kærlighedens Under,
som de her i Forening havde følt foregaa i sig, som det
skønneste, han havde oplevet. Det var mere end blot Mulighed
og Drøm, det var fuld Virkelighed. I hendes Genkærlighed
følte han Virkelighedens Varme livsbekræftende strømme ham
imøde. Den bar ham, fyldte ham, smeltede ham, forædlede
ham. Men fyldte den ham ogsaa ganske? Ja, æstetisk var hans
Forelskelse ham den højeste Skønhedsform; etisk havde
Kærligheden lært ham at føje sig, give Afkald og selv blive bedre
i langt højere Grad, end noget andet Forhold havde formaaet;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
